Beef & Guinness Pie

Jeg har aldrig forstået, at vi ikke har tradition for rigtige ‘pies’ i Danmark. Med det smagfulde fyld, og den sprøde dej på toppen, er de for mig noget af det dejligste, man kan sætte på bordet en kold og blæsende vinteraften. Vores tarteletter med høns i asparges er nok (hvis vi altså lige ser bort fra, at vi vender dem på hovedet) det nærmeste, vi kommer på en pie i det klassiske, danske køkken, og det er en skam. Især når pies som denne nemt kan bikses sammen en doven søndag, hvor man alligevel trisser rundt derhjemme.

Denne pie er en af mine favoritter med dens intense smag fra den sorte Guinness, og det smørmøre kød, der gemmer sig under sprød butterdej. Den tager et par timer at lave fra start til slut, men der er kun 20 – 30 minutters egentlig arbejde i det. Resten af tiden passer den sig selv. Det er også en god ret at lave til gæster, da man kan forberede fyldet i forvejen, og så blot komme pien i ovnen en halv time før, man vil spise.

Læs mere…

Den perfekte cornish pasty

Der er noget særligt over mad, der kommer i små pakker. Om det så er ‘en papillotte’, altså i små papirspakker hvori fyldet har dampet, eller om det er i folie eller brød, det er sådan set underordnet. For mig føles det næsten som at få en lille gave, da det er ikke før første bid, eller før man folder papiret til side, at duften og smagen afsløres. De berømte cornish pasties er naturligvis ingen undtagelse. Den berømte spise fra Cornwall i England har været kendt i mange hundrede år, og det siges endda, at Jane Seymour, den dameglade Kong Henrys tredje hustru, var glad for en pasty i ny og næ.

Senere udviklede pasty’en sig fra at være en fin spise til minearbejdernes foretrukne frokost. Cornwalls koner og døtre stod tidligt op og bagte store pasties, som kunne udgøre en hel frokost. De skrev initialerne for deres mand, søn eller hvem, der nu skulle spise den, med den overskydende dej, så der var mulighed for at kende forskel på de forskellige pasties nede i Cornwalls miner. Brødet rundt om fyldet forseglede “pakken” så godt, at når det blev frokost, var de stadig lune indeni.

Fyldet har uden været påvirket af indkomsten i husstanden, men i dag er der bred enighed om, at den klassike udgave indholder oksekød, løg, kålrabi og kartofler. Det betyder dog ikke, at den traditionelle cornish pasty ikke stadig diskuteres blandt pastybagere, pastyelskere og indbyggerne i Cornwall. Skal fyldet blandes inden det kommes på dejen eller lægges lagvist, skal den foldes over midten eller i siden? Skal den laves af mørdej, butterdej eller noget trejde? Og dødsstraf til den stakkel, der vover at komme gulerod i! Læs mere…

Chili con carne

Chili con carne er en skøn og nem ret, som kan varieres i en uendelighed, alt efter hvad man lige har ved hånden og ens tid, madbudget og eventuelle ønsker om at snige grønt ind i maden, uden kræsne børn, kærester eller ægtefæller bemærker det. Lav gerne en dobbelt portion og frys resten, da retten er det perfekte aftensmåltid på travle dage i det kolde og blæsende efterår, som lurer lige rundt om hjørnet.

Man kan strække retten ved at tilsætte ekstra bønner. Jeg brugte kidneybønner, men man kan sagtens bruge andre bønner såsom baked beans, eller hvad supermarkedet eller den lokale købmand nu lige kan byde på. Man kan også sagtens blande forskellige slags, og, hvis muligt, brug gerne bønner i chili. Man kan desuden også strække retten ved at tilsætte ekstra hakkede tomater fra dåse.

Læs mere…

Pizza a la Sloppy Joe

Sloppy Joe er en amerikansk klassiker med hakket oksekød, som bedst kan sammenlignes med vores millionbøf. Sloppy Joe, som traditionelt serveres på en lun burgerbolle, er dog mindre ‘sloppy’ end millionbøf, og så er den ofte en del mere krydret.

Oksekødet er i denne udgave tilsat grøn peber i små strimler, løg og hvidløg, som er krydret med chili og paprika. Gør som amerikanerne og server den i en lun burgerbolle, eller gør som jeg og kom den på en pizza, som et godt og spændende alternativ til den traditionelle pizza med kødsovs.

Læs mere…

Bøf med ovnstegt sommergrønt

Bøf med squash, cherrytomater, peberfrugt og rødløg

Igår aftes skulle aftensmaden være hurtig og nem, da jeg blot skulle lave mad til mig selv, samtidig med, at jeg ikke ønskede noget alt for tungt, da jeg skulle ud i Dublins natteliv senere på aftenen. Derfor endte jeg med at stege en bøf, som jeg spiste med ovnstegte grøntsager. Det er let og lækker sommermad, når det er bedst.

Dagen var en perfekt tidlig sommerdag med høj sol og temperaturer, som ledte tankerne hen på sydlige himmelstrøg ( her har jeg ellers beklaget mig så meget over det irske vejr, og hvordan en dag med let regn herovre kaldes en “soft day”, mens jeg vil beskrive disse dage med ord, som ikke burde publiceres). Det smukke vejr gav mig yderlige lyst til noget let og sommerligt.

Læs mere…