Bruschetta med svampe

For et par dage siden spurgte en læser, om jeg havde et forslag til, hvad han kunne servere inden en omgang osso buco. Jeg tænkte, at han ville have mere at vælge imellem (i stedet for de par forslag jeg kunne diske op med), hvis jeg stillede spørgsmålet på min facebook-side. Det kom der en masse interessante forslag ud af, og et af dem var bruschetta med svampe. Siden har jeg ikke været i stand til at tænke på andet, og som beskrevet i gårsdagens post om fastelavnsboller, så er den eneste kur naturligvis at indtage en portion.

Jeg havde købt en bakke blandede svampe bestående af kantareller, østershatte og hvad jeg mistænker for at være brune markchampignon. Man kan dog også bruge helt almindelige champignons. Svampene kom på en pande, hvori jeg havde sauteret en smule løg. Stege, stege, stege. En sjat fløde og en sjat marsala, og svampene er klar til at komme på sprøde brødskiver, så snart de er smagt til med salt, peber og en smule citronsaft (jeg havde ikke citron, så jeg brugte balsamicoeddike i stedet. Pas dog på – der skal ikke meget til, før det bliver for sødt).

Læs mere…

Spaghetti vongole

Spaghetti vongole, eller spaghetti med venusmuslinger, får mig til at tænke på sommer i Italien. Hvis jeg lukker øjnene, mens jeg tager en mundfuld, og samtidig ignorerer februarregnen, der pisker mod vinduet, er det næsten som at være tilbage i støvlelandet. For nogle år siden tilbragte jeg en uges tid i den lille toscanske by Pietrasanta, hvor nogle venner har et hus omringet af citron- og oliventræer og med udsigt over bjergene. Dagene startede med brød, ost, skinke og frugt fra den lille deli nede ad vejen, mens frokosten og aftensmaden blev spist på lokale restauranter. Ofte faldt valget på retter som denne bestående af få men smagfulde ingredienser tilberedt simpelt, så de enkelte dele får lov til at træde i karakter.

Denne spaghetti med venusmuslinger er en italiensk klassiker, som er fantastisk hurtig at lave. Inden spaghettien er kogt færdig, kan du nå at tilberede resten, og så er det bare lige om at vende det hele sammen. Der er nemlig ikke det store skrubbearbejde, når disse muslinger skal gøres klar, og selve tilberedningstiden af dem tager ikke meget mere end fem minutter fra start til slut.

Læs mere…

Salat med karamelliserede pærer, blå ost og valnødder

Denne ganske enkelt fremragende salat smagte jeg for første gang år tilbage til en middag hos et par venner. Siden har jeg prøvet at genskabe den flere gange, og hver gang har den været en succes hos dem, jeg har serveret den for. Sidst var for ikke så lang tid siden, hvor den ene af middagsgæsterne fortalte, at hun ikke var så meget for blåskimmelsost. Hun afslog dog tilbudet om at få brie i hendes anretning, da hun gerne vil give den blå ost et forsøg. Da jeg mødte hende en uges tid senere i byen, snakkede hun fortsat om, hvor begejstret hun var for salaten.

Den er egentlig ganske simpel, og ingredienslisten er kort. Til gengæld rammer den klassiske kombination af pærer og ost plet, og når pærerne så også karamelliseres i smør og sukker eller honning tilsat en smule hvidvinseddike, der giver den kant, komplimenterer de osten perfekt. Sammen med en stærk, nøddeagtig rucola og sprøde valnødder er salaten noget nær den perfekte start på et måltid.

Læs mere…

Ørredmousse

Ørredmousse er en hurtig og nem ret, som egner sig godt til kanapéer anrettet på små skriver ristet flute eller rugbrød og pyntet med citron og purløg eller eventuelt en smule karse.

Vælger man at servere ørredmoussen kom kanapé til en fest eller som en lille snack inden det egentlige måltid, så kan man med fordel lave flere forskellige slags som eksempelvis melbatoast med to slags flødeost, blinis mad kaviar og røget laks eller kanapéer med kyllingeleverpate.

Læs mere…

Salat med røget laks, kartofler og asparges

En salat fyldt med nye kartofler, asparges, røget laks, agurk, friske urter og spæde salatblade – så bliver den nærmest ikke mere sommerligt. Denne salat er ganske hurtig at lave, og den fungerer perfekt som en forret, eller som en let frokost. Server den som den er, eller med en skrive groft brød til og – hvis muligt – under åben himmel med et glas hvidvin.

Jeg brugte røget, økologisk laks fra den irske vestkyst og lavede en dressing af citronsaft, olivenolie, honning, sennepskorn, frisk dild, havsalt i flager og friskkværnet peber. Dressingen gav en perfekt kontrast til den fede laks. Bland den gerne en halv times tid inden den skal bruges, da smagen får lov til at sætte sig.

Læs mere…