
De tre færdige kager anbragt på nedadvendte skåle, for at de er lettere at flytte.
Jeg skal ærligt indrømme, at det der med at overtrække kager med sugarpaste og sirligt dekorerede, håndlavede blomster aldrig rigtigt har interesseret mig. Jovist, jeg har været fuld af beundring, når jeg har set det på andre blogs og i bøger, men der er to ting, der har holdt mig tilbage fra selv at kaste mig ud i det. Den ene er min totalte mangel på tålmodighed. Jeg har intet imod at bruge timevis i køkkenet, når frugten af mit arbejde er adskillige lækre kreationer, og jeg har intet imod retter, som skal simre fra tidlig morgen til sen aften, hvis det giver det bedste resultat. Men kagedekorering med sugarpaste er for mig den slags arbejde, hvor jeg indtil nu hellere har sprunget over, hvor gærdet er lavest. Det vil sige med en god, fed omgang chokoladeganache, som (og dette bringer mig videre til årsag nummer to) desuden smager bedre. Jeg tror ikke (korrekt mig gerne, hvis jeg tager fejl), at der er nogen, som rent faktisk spiser sugarpaste. Det ser smukt og elegant ud, men det er alt, alt for sødt til at spise. Derfor virker det på mig som et enormt spild at kaste en hulens masse kontanter efter den hvide sukkermasse. Til disse tre kager, som måler henholdsvis 15, 20 og 25 centimeter i diameter, har jeg brugt intet mindre end 3,25 kilo sugarpaste, som skjuler endnu et lag af 2,65 kilo marcipan!
Når det så er sagt, så må jeg ærligt indrømme, at der var noget enormt tilfredsstillende over at lægge de sidste sukkerblomster på kagen, inden jeg gik et par skridt tilbage for at kigge på resultatet af den seneste uges slid. Endnu mere overraskende var følelsen af, at jeg havde lyst til at bage endnu en kage. Bare for at se, om jeg kunne udfordre mig selv endnu mere. Gøre det endnu bedre.
Den midterste kage tæt på.
Jeg havde påtaget mig opgaven blot halvanden uge før brylluppet, og som traditionen foreskriver her i Irland, så skulle mindst en af kagerne, i dette tilfælde bunden, være en tung frugtkage, som sådan set er det samme som den traditionelle, engelske (og irske) Christmas Cake. Disse kager skal helst laves mindst otte uger i forvejen, for at smagen har tid til at modne. Det lyder nok mystisk, men kagen er fyldt med både alkohol og tørret frugt, hvilket betyder, at den kan holde sig i månedsvis. Jeg lavede den 10 uger i forvejen, og den smagte stadig dejligt.
Den midterste kage blev en citronkage, som skal laves kort før, den skal spises. Det vil sige højst fem dage før. Det lyder måske, som om at det kan blive en tør omgang, men kagen overhældes med en masse citronsirup, hvilket holder den lækker og saftig. Man kan fylde den med lemon curd smørcreme, men jeg valgte at droppe denne del både på grund og tidspres, men også på grund af risikoen for at kagen buler ud i siden.
Den sidste af kagerne, toppen, er gulerodskage. Det er ikke en traditionel gulerodskage, da også denne overhældes med en sirup til sidst, for at undgå, at den bliver tør, inden den skal spises.
Blomster og blade lavet af flower paste.
Jeg fulgte opskrifter og fremgangsmåde fra bogen Couture Wedding Cakes af Mich Turner, og står man og skal bage en en bryllupskage, så vil jeg kraftigt opfordre til at købe denne bog. Jeg har derfor undladt at notere opskrifterne og fremgangsmåden, da det bliver noget omstændigt, men køb bogen. Den er fyldt med de smukkeste kager dekoreret så de ligner rene kunstværker, og den vil være en uundværlig hjælp under hele processen. Den er fyldt med inspiration, men endnu vigtigere så er der masser af tips, idéer samt fremgangsmåder som er guld værd, hvis man er en sugarpaste novice som undertegnede.
Jeg valgte simpelt look, som det fremgår af billederne. Brudepigernes kjoler var grønne, og det er den irske nationalfarve, så det blev blot til grønne satinbånd, med et hvidt, gennemsigtigt bånd udenpå, samt hvide blomster med grønne blade. Jeg kunne have stakket kagen, men jeg var nervøs for transporten, og hotellet havde en kagestand, der passer til tre separate kager, så det gav mening af gøre det på denne måde.








WOW, den er flot. Jeg har det på nøjagtig samme måde med sugarpaste – derfor bruger jeg det oftest kun når det placeres på en lækker frosting på en cupcake eller lign. Så er der da noget af pynten, der smager godt;)
Er vild med det enkle look du har valgt – det er virkelig fint.
Hilsen Maria
Kære Maria
Mange tak skal du have. Ja, jeg tror også kun, at jeg vil bruge det til særlige lejligheder (eller når jeg øver mig), hvor kagen skal være noget ekstraordinært. Ellers bliver det også hurtigt en dyr affære at bage kager 🙂
Kh Nadia
Hvor er det bare SMUKT, Nadia. Tillykke med det! Jeg har lyst til at smage alle tre. Og ‘just for the record’ jeg spiser altid sugarpaste delen (ja, sukkergris!) så måske er det alligevel ikke spild af tid/sukker 😉
Kære Kerry
Mange tak skal du have din sukkergris 🙂 Nu er frugtkagen jo også noget, som du er vokset op med. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad danskerne vil synes om den.
Kh Nadia
OMG de er fede!
Jeg ringer når det bliver aktuelt;)
Kære Anders
Haha, tak skal du have.
Kh Nadia
Hej Nadia,
Hvor er de blevet fine! Jeg elsker, når det er enkelt, og grønt er godt for øjnene! (Og man kan ikke se, der var en krise undervejs i processen. De ser meget overskudsagtige ud!)
Mht. sugarpaste, ja, så smager det jo ikke udpræget fantastisk, men jeg kan faktisk godt lide blødheden i munden. Og så lyder det i mine ører som om du har brugt MEGET! Og så kan det jo netop blive FOR meget rent smagsmæssigt. Kan vi være ude i noget med et lidt tykt lag – måske fordi du ikke har så meget rutine?
Selvfølgelig skal en bryllupskage smage godt, men det er faktisk – historisk set – mindst lige så vigtigt, at den “ser ud og viser noget om parret,
Hej Nadia,
Hvor er de blevet fine! Jeg elsker, når det er enkelt, og grønt er godt for øjnene! (Og man kan ikke se, der var en krise undervejs i processen. De ser meget overskudsagtige ud!)
Mht. sugarpaste, ja, så smager det jo ikke udpræget fantastisk, men jeg kan faktisk godt lide blødheden i munden. Og så lyder det i mine ører som om du har brugt MEGET! Og så kan det jo netop blive FOR meget rent smagsmæssigt. Kan vi være ude i noget med et lidt tykt lag – måske fordi du ikke har så meget rutine?
Selvfølgelig skal en bryllupskage smage godt, men det er faktisk – historisk set – mindst lige så vigtigt, at den “ser ud” og udtrykker noget om parret. Her har du fået givet et indtryk at et par med som nævnt overskud men også god smag, ro og sans for både tradition og fornyelse. Godt udgangspunkt for et langt ægteskab. Tillykke til både dig og parret!
Lise
Kære Lise
Tak for din kommentar. Jeg er også mest til det enkle, og grøn er jo Irlands farve (samt det var farven på brudepigernes kjole – omend en helt anden grøn, fandt jeg senere ud af). Jeg fulgte en bryllupskagebog, og der bruges der rigtigt meget. Jeg brugte de samme mængdeangivelser, så jeg ved ikke, om der generelt bruges mere i Irland og England end andre steder – det færdige resultat virkede dog som de andre bryllupskager, som jeg har set i Irland. Hvis man kan klare sig med mindre, så vil jeg nu hellere det, da det jo for mig er lidt et spild.
Kh Nadia
De er så smukke 🙂 jeg elsker set enkle, rene look. Jeg er stoppet lidt med at lave sugarpaste kager, da jeg simpelthen føler at det hæmmer hyggen med det. Det er restriktioner på hvad du må smør op med, hvad fyldet skal være hvis det er omfattende dekoration og det fjerner simpelthen fokus fra de lækre gode råvarer og gode smagskombinationer 🙂 Sugarpaste er, som du siger, også virkelig virkelig dyrt! når det er sagt, så har de wow faktor så det batter :p
Kære Line
Mange tak skal du have. Ja, jeg er også til det enkle, men efter det gik relativt godt med disse kager, får jeg lyst til at eksperimentere endnu mere. Måske en stakket kage med roser næste gang 🙂 Jeg er enig mht sugarpaste og fyld. Jeg droppede at fylde den ene af kagerne, hvor der egentlig skulle være noget lemon curd butter creme i – fordi jeg var bange for, at den ville bule ud, som da jeg lavede samme kage for et års tid siden. Derfor skal der nok kun bruges sugarpaste til de helt særlige lejligheder, for som du selv skriver, så har det en wow-faktor 🙂
Kh Nadia
Smukke, elegante og stilfulde 🙂
Og sikke et projekt – håber at du også fik noget for det, for det kræver altså en del arbejde sådan et projekt!
Jeg er i øvrigt stødt på en del, som gerne spiser sugarpaste. Jeg kan godt spise en lille bid, men foretrækker at levne det meste – det er noget underligt, hvinende sødt stads.
Kære Piske
Mange tak. Kagen var en bryllupsgave fra mig til parret 🙂 Sugarpaste er også alt for sødt til mig, men kan efterhånden forstå, at der altså er nogle folk (sukkergrise) derude, som spiser det. Det overrasker mig lidt.
Kh Nadia
Flotte-flotte! Min allerførste tanke var trods farverne studenterhuer – så der er et helt år til mulig produktudvikling 🙂 Tak for endnu en læsværdig post!
Kære Stine
Du har helt ret. De ligner lidt hatte. Jeg lavede en kage med sort bånd på et tidspunkt – der var det endnu mere tydeligt 🙂
Kh Nadia
Super smukke og meget elegante! Synes virkelig godt om farverne.
Jeg laver jo mange af denne slags kager med fondant på og nej, jeg spiser det faktisk heller ikke selv. Men der er rigtig mange der gør. Jeg siger altid til gæsterne, at man ikke behøves at spise det. Det er kun på for sjov og for udseendets skyld. Så er der ingen, der skal have det dårligt over at efterlade overtrækket på kanten af tallerknen. Det vigtigste er, at det der er inden i smager himmelsk 🙂
Kære Camilla
Mange tak for din kommentar og de pæne ord. Man bliver jo helt beæret, når de kommer fra en kagespecialist som dig.
Kh Nadia
Wow, meget flotte. Personligt synes jeg, de engelsk/irske frugtkager smager forfærdeligt, men når traditionen foreskriver det…
Hvor man arbejdstimer har du brugt på projektet? 🙂
Kære Troels
Mange tak. Ja, der er rigtig mange, der ikke spiser de kager. De er også enormt tunge. Jeg ved faktisk ikke helt, hvor lang tid jeg brugte, men ikke så meget, som jeg havde troet. Jeg begyndte kun lidt over en uge før selve brylluppet.
Mvh Nadia
Hej 🙂
Først og fremmest vil jeg lige sige at dine kager er SUPER flotte.
Mht sugarpaste, så kan man lave det selv. Det gør det VÆSENTLIGT billigere.
Den hjemmelavede paste er ligesom den købte, nem at indfarve osv.
Bare lige til orientering 🙂
Jeg har en opskrift, hvis det ønskes
Kære Julie
Mange tak for de pæne ord. Der går nok noget tid, inden jeg kaster mig over sugarpaste igen, men jeg skal nok lige skrive det bag øret, hvis jeg får lyst til at lave den fra bunden. Tak for din kommentar 🙂
Kh Nadia
Synes faktisk det er godt de ikke blev stablet, men nu er jeg heller ikke en der synes traditioner er det mest fantastiske i verden 🙂
Hvad med pyntebåndene? kunne man skære den mens de stadig sad på eller måtte de pilles af inden de blev skåret?
Kære Christoffer
Godt at høre. Jeg vil nu gerne prøve at stable dem engang – personligt synes jeg, at det ser ret så imponerende ud med en stablet kage. Måske er jeg lidt traditionel 🙂
Nej, der kan ikke skæres igennem båndene. Normalt skærer brudeparret bare hul i kagen, hvorefter serveringspersonalet tager den med ud i køkkenet, hvor de skærer dem ud i mindre stykker (i hvert fald i Irland).
Kh Nadia
Hey Nadia – super fin blog du har her, tak for alle tips’ene :o)
Dine kager er sørme flotte, især hvis du normalt ikke leger med fondant – de ser temmelig proff ud !
Har du prøvet selv at lave fondanten og putte citron olie i portionen i stedet for eks. raps? Det giver en dejlig smag & en skøn duft, knap så sukkeragtig! MMF er nemt at arbejde med, og tager ikke mange minutter at fremstille.
Jeg er selv helt nybegynder i “fancy” kagebagning, men i weekenden skal jeg bage en chokolade mudcake og dække den med lysegrøn fondant der er hjemmelavet (- der skal lavet et Kinesisk kirsebær træ på kagens sider).
Hilsen Tanja
Kære Tanja
Mange tak for de pæne ord om min blog samt om min håndtering af fondant. Jeg har ikke lavet det fra bunden før. Jeg har indtryk af, at det er et værre bøvl, men det kan da være, at jeg er helt forkert på den? Tak for tippet med citronolie.
Kh Nadia