Brændte mandler | Juleknas

Brændte mandler | Juleknas
Brændte mandler er en af de mest simple men lækre julelækkerier, som man kan lave, når man alligevel er i gang med en portion konfekt og eller andet juleknas. De får hele huset til at dufte så fantastisk, at selv mandel-skeptikere bliver fristede. Her taler jeg naturligvis om irernes ofte noget anstrengte forhold til mandler og især marcipan (som vist skyldes kvaliteten af den udgave, som de må tage til takke med). De synes nok også, at os danskere er lidt underlige med vores forhold marcipan og den måde, vi vælger af præsentere den. De spærrede i hvert fald øjnene op, da jeg en jul troppede op med en marcipangris. Nå, jeg kom vist ud på et sidespor. Dette her indlæg skal jo slet ikke handle om marcipan.
Tidligere i dag spekulerede jeg over, hvad jeg kunne lave af hjemmelavede (for en madnørd betyder det selvfølgelig spiselige) julegaver. Jeg elsker jul, og alt hvad der hører med, men julegaveræset kan til tider tage pusten fra mig. Derfor kan jeg godt lide idéen om de hjemmelavede gaver, som tager lidt tid at lave, men til gengæld betyder de så meget mere. Derfor spurgte jeg på facebook, om der var nogle, som havde nogle idéer til spiselige gaver, og inden for en halv times tid, var der kommet flere fantastisk lækre idéer, end jeg kan nå at lave inden jul. Disse forslag indkluderer alt fra eddiker og syltede sager til hjemmelavet müsli og sennep. Et af forslagene lød desuden på brændte mandler, som jeg lavede for et stykke tid siden, og nu hvor jeg er i gang med det helt store juletema, så er det vist kun passende, at opskriften kommer på.

Brændte mandler | Juleknas
Brændte mandler er ikke så svært at lave, men det kræver en anelse tålmodighed. Min første portion gik galt, da jeg skruede for højt op for varmen, hvilket betød, at de blev for brændte. Sørg derfor for at holde den på middel varme. Det kan godt tage en smule tid, inden sukkeret begynder at ligne en grynet masse. Når man når dertil, så er der ikke langt igen. Sukkeret vil kort efter smelte en anelse, så massen begynder at hænge ved.
Brændte mandler | Juleknas
Opbevar de brændte mandler i en lufttæt beholder.
Ingredienser

  • 200 g mandler
  • 200 g flormelis
  • 0,75 dl vand

Bring mandler, flormelis og vand i kog i en pande. Lad det simre ved jævn varme, indtil vandet er fordampet, og flormelissen ligner en tør, grynet masse.
Rør jævnligt, indtil sukkeret begynder at smelte, og hæld herefter mandlerne ud på et stykke bagepapir. Adskil straks de brændte mandler fra hinanden ved hjælp af to gafler eller lignende, og lad dem køle af, inden de serveres.

Del på facebook
Del på pinterest
Del på email
Relaterede indlæg
14 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments