Annonce

Millionbøf med kartoffelmos

millionbøf
Millionbøf er en ufatteligt simpel, men alligevel skøn ret til de dage, hvor madlavningen ikke må tage for lang tid. Som jeg nævnte i forbindelse med den nyligt delte opskrift på kyllingebryst med tomat, oliven og basilikum, så må maden ofte gerne gå rigtig hurtigt hjemme hos mig. Nu hvor jeg er mor til en lille dreng, er der bare ikke meget tid i hverdagen. Millionbøf passer perfekt ind i kategorien “hurtig mad”, og så er den tilmed børnevenlig og billig. Jeg har svært ved ikke at elske retten. Fik jeg nævnt, at millionbøf tilmed også er en frysevenlig ret? 

Millionbøf med variation

Der findes nok lige så mange forskellige udgaver af millionbøf, som der findes opskrifter på frikadeller. Nogle variationer af retten er med rigtig meget sovs og kulør. Det er alt sammen et spørgsmål om smag og behag. Helt personligt synes jeg, at det er vigtigt at kigge på krydringen. Mængderne kan du variere alt efter personlige præferencer. Både paprika, chilipulver og oregano kan fint indgå i retten, og du kan også sagtens justere mængden af eksempelvis løg, hvidløg og ikke mindst tomatpuré. Jeg kan godt lide, at der er en del tomatpuré i, men halvdelen vil også fint gå an. Jeg har tilføjet gulerod til min version for at snige lidt ekstra grønt ind, men en klassisk millionbøf er egentlig lavet uden. Andre variationsmuligheder tæller eksempelvis champignon i skiver.
Jeg har valgt at servere min millionbøf med en lækker smørmættet kartoffelmos, men pasta er også dejligt tilbehør til retten. Serverer du den med kartoffelmos som her, så husk endelig de syltede rødbeder. De smager virkelig godt til. Laver du i stedet pasta til, kan du overveje at smide lidt cocktailpølser i gryden, hvis ungerne elsker det.

Millionbøf med kartoffelmos

Millionbøf med kartoffelmos

Skøn opskrift på den velkendte familiefavorit. Udgaven her er tilsæt gulerødder for at bringe lidt grøntsager ind i retten. De kan dog fint udelades, hvis du foretrækker det. 
5 fra 3 stemmer
Forberedelse10 minutter
Tilberedelse20 minutter
I alt30 minutter

Ingredienser

  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2-3 gulerødder ((valgfri))
  • Olie til stegning
  • 500 g hakket oksekød
  • 1 tsk timian
  • 1 ds tomatpuré ((140 g))
  • 5 dl oksebouillon/-fond
  • Kulør
  • Majsstivelse til jævning
  • Salt, peber
  • Snittet purløg til pynt

Kartoffelmos

  • 1-1,5 kg kartofler
  • 25-50 g smør
  • 1-2 dl mælk
  • Salt, peber

Noter

Tilbehør: Syltede rødbeder

Fremgangsmåde

  • Pil og hak løg og hvidløg. Skræl gulerødderne, halvér dem på langs, og skær dem i skiver.
  • Varm en sjat olie i en gryde, og sauter først løg og hvidløg, til løgene er klare. Kom hakket oksekød ved, og brun det. Tilsæt gulerødder, timian, tomatpuré, bouillon, og bring gryden i kog. Lad den simre i 15-20 minutter, giv den et par dråber kulør, og jævn evt. med lidt majsstivelse rørt ud i vand. Smag til med salt, peber og evt. lidt ribsgelé eller et nip sukker.
  • Pynt med snittet purløg ved servering, og nyd med kartoffelmos og syltede rødbeder.

Kartoffelmos

  • Skræl kartoflerne, og skær dem ud i mindre stykker. Kog dem usaltet vand, til de er god møre. Mos dem eller pisk dem til mos i en røremaskine sammen med smør og mælk. Smag til med salt og peber.

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments