Det er efterhånden ved at være en tradition for mig at kaste mig ud i konstruktionen af et peberkagehus op til jul (se mit soundslide fra mit første forsøg med et peberkagehus her). Har man ikke prøvet det før, kan projektet synes uoverskueligt, men det er faktisk ikke spor svært at bygge et selv fra bunden. Jovist, det tager lidt længere tid end at bikse et par småkager sammen, men hyggen og samværet omkring pyntningen af det er det hele værd. I år er det blevet til hele seks huse (ja, du læste rigtigt). Først et enkelt med min lillebror og lillesøster for et par uger siden, og så i forrige weekend endte jeg med en hel peberkagelandsby, da fem skønne unger og deres forældre kiggede forbi til gløgg, julehygge og dekorering af de fem huse, som var blevet bagt og limet sammen med glasur forinden. Børnene kastede sig ud i det med liv og sjæl, og de formåede virkelig at sætte deres individuelle præg på dem.
Her kommer et par billeder fra pynte-processen. Nederst i dette indlæg finder i opskrift, link til to forskellige skabeloner samt tips og tricks, hvis man skulle have lyst til at kaste sig ud i det selv derhjemme.
De to små hytter, der var de eneste to identiske konstruktioner denne aften, er muligvis de nemmeste at lave. Find link til skabelon længere nede.
Pyntesessionen slutter først, når der absolut ikke er plads til mere slik og sukkerstads på tag og vægge.
Dyb koncentration hos mor og datter.
Den eneste dreng i selskabet skulle naturligvis have sin egen peberkageborg med tårn. Skabelonen lavede jeg selv ud fra skabelonen til huset forneden.
Jeg er vild med dette hus. Link til skabelon findes længere nede. Den er ret simpel, men man kan selv tilføje døre, vinduer og lignende.
Gæt hvilket hus, der blev lavet uden skabelon.
Opskriften til peberkagehuset fandt jeg hos BBC Good Food. Jeg tilsatte blot lidt ekstra krydderier (peber skal der til for at kalde det et peberkagehus, og kanel dufter så skønt og julet). Mængderne angivet forneden giver nok dej til et stort eller to små peberkagehuse. Brug eventuelt overskydende dej til at at udstikke små peberkager i forskellige former og figurer. De smager skønt.
Dej:
- 250 g smør
- 200 g brun farin
- 7 spsk. lys sirup
- 600 g hvedemel
- 2 tsk. natron
- 2 tsk. stødt ingefær
- 1 tsk. kanel
- 0,5 tsk. sort peber
Smelt smør, brun farin og sirup over jævn varme i en gryde. Lad det køle af en lille smule. Bland alle de tørre ingredienser og vend sammen med smør- og sukkerblandingen. Skær ud efter den ønskede skabelon og bag i en 200 grader varm ovn (180 grader ved varmluft) i cirka 12 minutter, indtil kanterne er blevet en anelse mørkere. Lad dem hvile kort på bagepladen, og overfør så delene til en rist for at køle helt af.
Glasur:
- 500 g flormelis
- 2 past. æggehvider
Pisk flormelis og æggehvider grundigt med elpisker eller i køkkenmaskine. Glasuren skal være rimelig fast, men stadig til at arbejde med. Er den alt for fast, kan man tilsætte en lille smule ekstra æggehvide, men pas på, da glasuren hurtigt kan blive for flydende. Når alle de udskårne kagedele er kølet helt af, kommes glasuren i en sprøjtepose, hvorefter man bruger den til at lime de forskellige dele sammen. Støt eventuelt husets vægge med glas, æggebægre eller lignende. Lad det hele stå nogen tid, ideelt natten over men en time har også fungeret for mig, så glasuren kan tørre, inden huset pyntes.
Pynt:
- Alle former for slik, sukkerdrys og sukkerfigurer.
Pynt huset med slik med den resterende glasur.
Tips og tricks
- Prøv at benytte madfarve til at farve noget af glasuren.
- Har man mod på det, kan man sagtens lave sin egen peberkageskabelon. Hvis ikke, så findes der et rigt udvalg på nettet. Søg på “gingerbread house”.
- Kagerne kan godt flyde en anelse ud under bagningen. Derfor kan det være en god idé at lægge den brugte skabelon ovenpå den enkelte kagedel, lige når den er kommet ud af ovnen og så skære til, så formen passer.
- Skulle formene ikke passe helt sammen er det blot om at komme rigelige mængder glasur på, som kan udfylde hullerne.
haha, hvor er de fine, jeg får helt lyst til at lave en!
Hvor er de fine! Jeg er så ked af, at jeg ikke fik taget mig sammen til at lave et peber/honning-kagehus i år. Tager på juleferie hos mine forældre på fredag, så det er godt og vel for sent.
Men wauw, hvor er de fine – er helt vild med glasur-istapperne, det høje tag og ikke mindst borgen :D Hvor har I været kreative.
– Anne
Det ser rasende hyggeligt ud – godt projekt at mødes om her i julen :-)
Kære Signe
Mange tak. Jeg synes bestemt, at du skal give det et forsøg. Det er en frygtelig hyggelig måde at bruge en kold vinteraften :)
Kh Nadia
Kære Anne
Man kan vel også lave det hos forældrene? Forstår nu godt, hvis du synes, at det er lidt sent. Jeg foretrækker også at lave dem tidligere. Så har man dem (eller dem der nu får æren af at have dem stående) til at kigge på i længere tid, hvis børn og andre slikmunde ellers kan holde fingrene fra dem :)
Kh Nadia
Kære Piske
Det var så hyggeligt. Og jeg tror, at ungerne og deres forældre var enige om, at det skulle blive en årligt tilbagevendende tradition :)
Kh Nadia
Hvis man nu ikke er helt så kreativ som dig, kan opskriften på dejen så også benyttes til at lave de traditionelle gingerbread men? Min kreativitet rækker nemlig kun lige til at trykke figurer ud i dej
Kære Anne
Haha :) Jo, det kan du sagtens. Det smager skønt.
Kh Nadia
Jeg fulgte opskriften, men dejen smuldrer under udrulning.
Så det er umuligt at få dejen formet til en plade der kan skæres ud.
Nogen tip til hvad der er gjort galt?
Kære Jens
Det ved jeg godt nok ikke. Jeg mener også, at min smuldrer lidt, men slet ikke i en sådan grad, at den ikke kan rulles ud (som kagehusene vidner om). Jeg mener dog, at det hjælper, hvis dejen er lidt lun.
Mvh Nadia
Har du mon glemt at skrive 2 æg på ingredienslisten? Jeg fulgte opskriften og dejen smuldrede.. Besluttede at knalde 2 æg i, og det blev min redning!
Tak for god inspiration og gode opskrifter i øvrigt.
Hilsen Hanne
Kære Hanne
Nej, det har jeg nu godt nok ikke. Jeg har faktisk lige lavet den igen i dag uden problemer. Bliver dejen for tør, kan man også bare komme lidt vand i :)
Mvh Nadia