Chokoladetrøfler

Chokoladetrøfler
Intens, fløjlsblød chokolade, der smelter på tungen. De nærmest syndige chokoladetrøfler er lige nu min foretrukne kandidat til den perfekte spiselige julegave, da de oser af luksus (især pakket i en fin æske bundet med et lige så fint bånd), men også fordi de kræver en minimal arbejdsindsats, hvilket er en fordel i den travle julemåned, som er ovre, før vi får set os om. Hvert eneste år op til jul, beslutter jeg mig for at gå amok i spiselige gaver, men jeg må desværre erkende, at det alt for ofte bliver ved tanken. Efter at have leget med opskriften på disse lækre chokoladetrøfler er der vist ingen undskyldning i år.
Chokoladetrøfler kræver kun ganske få ingredienser, som selv de mindste supermarkeder burde have på lager. Hovedingrediensen er naturligvis chokolade, mens det, der giver den fine blødhed, er fløde. Jeg tilsætter også lidt smør for god ordens skyld, men det er nu ikke strengt nødvendigt. Hvis du ønsker det, kan du erstatte en smule af fløden med orangelikør eller anden spiritus. Man kan også tilsætte hakkede nødder eller fintrevet appelsinskal (husk i så fald at bruge økologiske appelsiner), og næste gang jeg laver en portion, vil jeg prøve at vende dem i enten hakkede mandler, ristede og hakkede hasselnødder eller måske pistacienødder i stedet for kakaopulver (man kan selvfølgelig også bruge helt almindelig kagekrymmel). I så fald kunne jeg godt finde på at smelte en smule chokolade med lidt fløde og smøre det på håndfladerne, inden jeg former dem, så nødderne bedre hænger ved. Ved brug af kakaopulver er det dog ikke nødvendigt, da varmen fra hænderne smelter nok af trøflernes ydre, til at det fungerer.

Chokoladetrøfler
Jeg brugte en chokolade med en kakaoprocent på 72, men mindre kan nu også gøre det. Hvis de skal serveres for børn, så vil jeg nok foreslå en chokolade med en kakaoprocent på 55 eller deromkring.
Hvis man ønsker det, så kan man forme dem helt runde – i så fald skal de ikke alt for længe på køl i anden omgang. Jeg kan nu godt lide det lidt rustikke og hjemmelavede udtryk, som de får, når de ikke er perfekte formede.
Chokoladetrøfler
Jeg var måske lige en anelse for rundhåndet med kakaopulveret.
Ps. Kan du ikke nænne at give dem væk, så servér dem efter et godt måltid mad sammen med en kop kaffe. Det er ren selvforkælelse.
Opskriften giver cirka 18 chokoladetrøfler.
Ingredienser

  • 200 g mørk chokolade
  • 1 dl fløde
  • 2 spsk blødt smør
  • kakaopulver

Hak chokoladen og kom den i en skål sammen med smørret. Varm fløden op til kogepunktet i en gryde og hæld den over chokoladen. Rør indtil chokoladen og smørret er smeltet. Hvis der stadig er klumper, kan man komme skålen over et vandbad. Stil skålen på køl i en times tid, indtil chokoladeblandingen har sat sig en smule.
Med en ske eller et parisiennejern laves små kugler på størrelse med en lille valnød, som sættes på et fad eller en stor tallerken beklædt med bagepapir. Kom dem tilbage på køl i cirka 20 min. Rul dem herefter med håndfladerne til den ønskede form, og vend dem i kakaopulver. Stilles på køl, indtil de atter har sat sig.

Del på facebook
Del på pinterest
Del på email
Relaterede indlæg
26 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments