
Intens, fløjlsblød chokolade, der smelter på tungen. De nærmest syndige chokoladetrøfler er lige nu min foretrukne kandidat til den perfekte spiselige julegave, da de oser af luksus (især pakket i en fin æske bundet med et lige så fint bånd), men også fordi de kræver en minimal arbejdsindsats, hvilket er en fordel i den travle julemåned, som er ovre, før vi får set os om. Hvert eneste år op til jul, beslutter jeg mig for at gå amok i spiselige gaver, men jeg må desværre erkende, at det alt for ofte bliver ved tanken. Efter at have leget med opskriften på disse lækre chokoladetrøfler er der vist ingen undskyldning i år.
Chokoladetrøfler kræver kun ganske få ingredienser, som selv de mindste supermarkeder burde have på lager. Hovedingrediensen er naturligvis chokolade, mens det, der giver den fine blødhed, er fløde. Jeg tilsætter også lidt smør for god ordens skyld, men det er nu ikke strengt nødvendigt. Hvis du ønsker det, kan du erstatte en smule af fløden med orangelikør eller anden spiritus. Man kan også tilsætte hakkede nødder eller fintrevet appelsinskal (husk i så fald at bruge økologiske appelsiner), og næste gang jeg laver en portion, vil jeg prøve at vende dem i enten hakkede mandler, ristede og hakkede hasselnødder eller måske pistacienødder i stedet for kakaopulver (man kan selvfølgelig også bruge helt almindelig kagekrymmel). I så fald kunne jeg godt finde på at smelte en smule chokolade med lidt fløde og smøre det på håndfladerne, inden jeg former dem, så nødderne bedre hænger ved. Ved brug af kakaopulver er det dog ikke nødvendigt, da varmen fra hænderne smelter nok af trøflernes ydre, til at det fungerer.
Jeg brugte en chokolade med en kakaoprocent på 72, men mindre kan nu også gøre det. Hvis de skal serveres for børn, så vil jeg nok foreslå en chokolade med en kakaoprocent på 55 eller deromkring.
Hvis man ønsker det, så kan man forme dem helt runde – i så fald skal de ikke alt for længe på køl i anden omgang. Jeg kan nu godt lide det lidt rustikke og hjemmelavede udtryk, som de får, når de ikke er perfekte formede.
Jeg var måske lige en anelse for rundhåndet med kakaopulveret.
Ps. Kan du ikke nænne at give dem væk, så servér dem efter et godt måltid mad sammen med en kop kaffe. Det er ren selvforkælelse.

Chokoladetrøfler
Ingredienser
- 200 g mørk chokolade Reklame for med24.dk
- 1 dl fløde
- 2 spsk blødt smør
- kakaopulver Reklame for med24.dk
Fremgangsmåde
- Hak chokoladen og kom den i en skål sammen med smørret. Varm fløden op til kogepunktet i en gryde og hæld den over chokoladen. Rør indtil chokoladen og smørret er smeltet. Hvis der stadig er klumper, kan man komme skålen over et vandbad. Stil skålen på køl i en times tid, indtil chokoladeblandingen har sat sig en smule.
- Med en ske eller et parisiennejern laves små kugler på størrelse med en lille valnød, som sættes på et fad eller en stor tallerken beklædt med bagepapir. Kom dem tilbage på køl i cirka 20 min. Rul dem herefter med håndfladerne til den ønskede form, og vend dem i kakaopulver. Stilles på køl, indtil de atter har sat sig.








Mmh, mums, de ser lækre og syndige ud! Bruger du en bestemt slags kakaopulver eller blot den, man kan købe i supermarkederne? Jeg synes nemlig tit den kan blive lige bitter nok… ?
Kære Xenia
Ja, det er rigtigt. Den jeg bruger er belgisk chokoladepulver (købt i Irland), hvis ikke jeg husker helt galt. Jeg ved dog ikke, om der er den store forskel.
Kh Nadia
Min lille søde chokoNadia 🙂
Kære Anne
Det er ikke det værste kælenavn, man kan have 😉
Kh Nadia
Hej Nadia
Jeg nyder virkelig din blog – ikke alene for det kulinarisk høje og alsidige niveau.
Din beherskelse af sprogets nuancer og omhyggelighed i formuleringer såvel som grammatik udgør i sig selv en nydelse, som adskiller sig fra størstedelen af de andre madblogs, som jeg følger. Tak for det 🙂
Vh/Jan
Kære Jan
Mange tak for de pæne ord om min blog og skrivemåde. Dem sætter jeg stor pris på 🙂
Kh Nadia
Mmm trøfler – klart blandt mit yndlingsjuleguf 🙂
Kære Piske
Men hvis det er dig, skal der sikkert et eller andet sjovt i, ikk? 😉
Kh Nadia
Hernede i Brasilien laver vi også en slags chokoladetrøfler (brigadeiro) -> kondenseret mælk, kakao og en smule (!) smør. Nemt, billigt (nu ved jeg ikke helt hvad kondenseret mælk koster i DK..) og super, super lækkert!
Kære Anne
Uh, det lyder altså godt nok lækkert. Jeg har aldrig rigtigt brugt kondenseret mælk, men min mor kom det på amerikanske pandekager, da jeg var lille. Det var fantastisk. Tak for tippet.
Kh Nadia
Lyder da bare superlækkert, og skal da prøves. Tak for tippet 🙂
Hilsen
Mikkel
Red: Links fjernet
Mange tak Mikkel.
Jeg har tilladt mig at fjerne dine links, da jeg ikke tillader links i kommentarfeltet eller kommentarer, der har karakter af reklame.
Mvh Nadia
uhm. Jeg har lige lavet halv portion til min far, og så lidt til aftenkaffen. Det er altså smadderlækkert og smaddersmart. Min far har fødselsdag i weekenden, så jeg har fyldt et lille sylteglas med en 10 trøfler og lavet min egen etikette “trøffolader – når man gemmer til natten gemmer man til far. Produceret på trøffoladefabrikken” og så har jeg sat etiketten fast med mælk, smaddersmart.
jeg elsker din blog, og jeg skal HELT sikkert lave nogle flere af dem her når julen nærmer sig og de hjemmelavede julegaver skal i gang igen.
Hvor længe kan de ca. holde sig? og anbefaler du at man opbevarer dem i køleskabet?
mange glade julehilsner Sisse-Sofie
Kære Sisse-Sofie
Det lyder godt nok dejligt. Sikke en skøn datter du er. Jeg er sikker på, at han bliver glad. Jeg skal også lave nogle flere én af dagene, og måske også lege lidt med nødder eller mælkechokolade-kombinationen. Jeg tror sagtens, at de kan holde sig et par uger, men det er kun et gæt. Jeg har både haft dem på køl og ude, og begge dele fungerer. Bare pas på, at du ikke stiller dem for varmt. Mine stod i køkkenet, mens jeg lavede mad (lidt for tæt på en lampe), og de endte med at blive helt bløde. Jeg reddede dem dog ved at komme dem på køl.
Mange tak for de pæne ord om min blog.
Kh Nadia
Tak for endnu en lækker opskrift!
Min chokolade var meget mørk og tenderede til det bitre, så jeg tilføjede lidt honning, peanutbutter og hakkede ristede mandler og hasselnødder – og så rullede jeg dem i en blanding af kakao og flormelis – det var også lækkert 🙂
Men det var kun takket være din grundopskrift 🙂
Glædelig jul
Kaere Dorte
Ja, men var ogsaa ret bitter. Man er noedt til at vaere fan af moerk chokolade, for at kunne lide dem. Din version lyder fantastisk. Tak for inspirationen.
Kh Nadia
Fantastisk blog du har … Fandt den for et par dage siden, og tror jeg har været herinde mindst 8-10 gange nu 🙂
Jeg kan godt lide, at der er en historie bag alle retter.. og den måde, du fortæller på.. Man lever sig helt ind i det 🙂
Har allerede prøvet disse her himmerigsmundfulde … Lækkert!! Tak for inspirationen 🙂
Kære Kitt
Mange tak skal du have. Bliver helt utroligt glad af at læse sådan en kommentar. Hvor er det dejligt at vide, at der er folk derude, der har glæde af mine opskrifter. Velbekomme. Tror vist snart, at jeg må lave mig endnu en portion.
Kh Nadia
Er det koncentreret kakao, altså uden sukker, man vender dem i? Eller sådan noget man kan blande op med mælk og drikke?
Mvh. Stina
Kære Stina
Ja, det er helt almindeligt kakaopulver – dvs. ikke det som man bruger til at blande op med mælk.
Kh Nadia
Hej Nadia
Jeg fandt din hjemmeside en gang i sommers da jeg søgte efter rabarberkage, og den opskrift jeg fandt her, er blevet flittigt brugt 🙂
I dag har jeg lavet disse trøfler. De er lækre og nemme at lave. Jeg rullede dem i noget så ulødigt som nesquik ‘kakao’ da jeg syntes de ellers blev lige til den bitre side, og det smager skønt 🙂 jeg overvejer at jeg næste gang kunne finde på at rive lidt appelsinskal i.
Tak for en super side!
Mvh
Lene
Kære Lene
Mange tak for din kommentar. Hvor er det fedt at høre, at du har brugt min opskrift på rabarberkage flittigt. Det lyder som en super god idé med appelsinskallen. Det skal jeg da vist lige selv prøve en af dagene.
Kh Nadia
Hej
Det smager også fantastisk og ser godt ud at trille dem i blendet frysetørret hindbær.
Kære Lene
Det lyder lækkert. Jeg kunne forestille mig, at det ville se rigtig smukt ud.
Kh Nadia
Hvorlænge kan træflerne opbevares og hvordan? jeg ville gerne kunne lave dem op til en måned til halvande før en stor fest, kan det lade sig gøre?
Kære Henny
Jeg ville nok ikke opbevare dem mere end en uge eller to. De kan måske holde sig længere, men jeg tror, at smagen bliver påvirket.
Bedste hilsner
Nadia