Det kan være en udfordring, når velsmag og sund, nærende mad skal gå op i en højere enhed, men når det lykkes, smager det om muligt endnu bedre end selv de bedste af de tungere retter – måske mest fordi man føler sig let og godt tilpas bagefter, og selv indtagelsen af enorme mængder synes ganske forenelig med en sund livsstil. Da jeg for nogle dage siden havde inviteret en nær veninde på middag i min nye bolig i København, havde jeg lyst til at servere noget sundt og lækkert, da hun til trods for seriøs chokoladeafhængighed går højt op i mad med overvægt af grønt. Hun er typen, der mod min vilje lokker mig til at prøve linsegryde, og det var også hende, som overbeviste mig om, at det der med ærtesupper alligevel ikke var noget sødt og klistret stads, som mørkere kræfter havde påduttet menneskeheden. Begge dele smagte fortrinligt.
Derfor røg der både andebryst, blåmuslinger og den bitre, røde radicchiosalat over disken, da jeg tog et smut forbi de nyligt åbnede Torvehaller på vej hjem fra arbejde. De ligger ret belejligt (læs: lidt for belejligt) på vejen fra min endestation til mit nye hjem på den anden side af søerne, og jeg forudser allerede bekymrede opkald fra min bankrådgiver, hvis grådigheden skulle overmande mig, mens jeg befinder mig der med dankortet i hånden. Indkøbene førte til en stor skål moules mariniere til forret, mens hovedretten bestod af ovenstående rosastegt andrebryst, som først røg en tur på panden og dernæst en tur i ovnen. Andebrystet blev serveret med braiseret radicchio i en portvinssauce samt græskarpuré med bagte hvidløg. Græskaret havde jeg i et øjebliks vanvid købt sammen med to andre til Sydhavsøernes Frugtfestival (jeg havde glemt, at de ligesom også skulle transporteres hjem med offentlige transportmidler). Læs mere…
