Annonce

Guide: Mine 3 brunchfavoritter

Guide: Mine 3 brunchfavoritter
Foto fra Wulff + Konstali af Sarah Coghill

Jeg er selv flittig bruger af anmeldelser og anbefalinger fra blogs, sociale medier, venner og bekendte, når jeg vælger spisesteder, så derfor har jeg besluttet, at 2017 skal være året, hvor jeg deler flere tips om de mange dejlige steder, som er værd at lægge vejen forbi. Det giver god mening at dele viden om favoritstederne, og jeg håber også, at du, kære læser, har lyst til at bidrage med egne tips herunder. På den måde kan vi sammen give et skulderklap til dem, der fortjener det, mens andre samtidig får mulighed for at få samme gode oplevelse.
I første omgang er temaet ”brunchfavoritter”. Inspirationen til denne mini-guide fik jeg, da jeg besøgte Wulff + Konstalis nye sted i Waterfront Shopping i Hellerup. Det var ikke mit første besøg hos Wulff + Konstali, da jeg tidligere har lagt vejen forbi caféen på Amager, og det er et af de ganske få brunchsteder, som jeg rent faktisk kan lide. Mine tre favoritsteder har et par ting til fælles, og det er blandt andet, at maden ikke serveres på én tallerkerken. Jeg hader simpelthen, når siruppen fra pandekagerne flyder over i postejen, og det er man fri for på de tre nævnte herunder.

Guide: Mine 3 brunchfavoritterFoto Sarah Coghill

Wulff + Konstali (Hellerup, Islands Brygge og Amager, København)

Den oprindelige Wulff + Konstali åbnede i 2005 på Islands Brygge, og for seks år siden udvidede man med en afdeling på Amager. Det nyeste skud på stammen er den store café i Waterfront Shopping i Hellerup, som åbnede i efteråret 2016. Her har du også har mulighed for at spise din brunch udendørs i solen, når vejret viser sig fra sin bedste side. Indretningen flot, lys og lækker på den lidt rå New Yorker-inspirerede måde.
Bestillingen foregår således, at du krydser af hvilke retter, du ønsker på et lille stykke papir. På den måde kan du helt selv sammensætte din menu, hvilket jeg er stor tilhænger af. Jeg er nemlig mere til det knap så morgenmadsagtige, så jeg synes kun, at det er en fordel at kunne droppe æggene til fordel for eksempelvis stegte oksepølser eller syltet laks.
Fem forskellige retter fra menuen koster 129 kroner, og er du meget sulten, så kan du også snuppe den store omgang med syv retter for 149 kroner.
Se menu og adresse.

Møller – Kaffe og Køkken (Nørrebro, København)

Da jeg endnu boede i Brønshøj, cyklede jeg forbi den nogle gange, og jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Midt imellem grøntbutikkerne, cykelhandlerne og de mange shawarmabarer på Nørrebrogades ydre ende lå der nu pludselig en rigtig café. Et besøg for et par år siden viste, at der tilmed blev serveret en rigtig dejlig brunch.
Holdet bag Møller – Kaffe og Køkken har muligvis ladet sig inspirere af Wulff + Konstali, for menuen følger nogenlunde samme koncept, og det er en af grundene til, at jeg er vild med stedet. Det er tilbage i 2015, at jeg lagde vejen forbi, men jeg husker især de ristede pølser, som du endelig ikke må snyde dig selv for at prøve.
Retterne koster fra omkring 22 kroner for æggeretter, mens en Nørrebro Waffle løber op i 45 kroner.
Se menu og adresse.

Mefisto (Latinerkvarteret, Aarhus)

Den lille hyggelige restaurant Mefisto har hjemme i det brostenbelagte Latinerkvarter i hjertet af Aarhus. Stedet har den hyggeligste lille gårdhave, hvor jeg sammen med min mor og søster nød en helt igennem skøn brunch for et år siden. Ligesom på de to førnævnte steder serveres maden ikke på én tallerken, men den kommer derimod i små gryder med forskellige lækre sager.
Her er der ikke selvvalg, men menuen inkluderer syv forskellige retter samt to slags brød. Prisen lyder på 198 kroner per person uden drikkevarer, og vil du have kaffe eller the samt et glas juice bliver prisen 248. Det lyder måske umiddelbart af meget for en brunch, men alligevel vil jeg vove at påstå, at der virkelig er tale om ”value for money” på Mefisto. Der er således ikke sparet på noget som helst i menuen, som skifter med sæsonerne (6-8 gange i løbet af et år er der nyt på menuen ifølge restaurantens hjemmeside). Lige nu er der eksempelvis lækre sager som risotto med blæksprutte og trøffel, BLT-burger og røget torskerogn med blandt serveringerne, så du bliver langt fra spist af med lidt æg og bacon.
Brunch-konceptet på Mefisto er så populært, at man har seatings á to timers varighed, medmindre andet er aftalt, så husk at booke.
Se menu og adresse.

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments