Kylling med æblesauce, rødbeder, kantareller & rodfrugteterrine

Nogle gange er det mest enkle bare fantastisk lækkert, og det er denne dejlige efterårsret et godt eksempel på. Den består af kyllingefilet i en æblesauce serveret med rødbeder, kantareller og en terrine af forskellige rodfrugter. Anrettet på tallerkenen får den det der dejlige rustikke udtryk, som jeg er ret så glad for. Som beskrevet i første del af min fortælling om min skaldyrsrejse til Sverige, så var det frokosten på Villa Sjötorp, som er et lille og hyggeligt familiedrevet hotel (med restaurant), som ligger en times kørsel nord på Gøteborg. Personalet har efterfølgende har været så søde at sende mig opskriften, som jeg havde bedt om et par dage efter besøget – både så jeg kan dele den her, men også så jeg kan lave den selv, når jeg trænger til noget sundt og lækkert med efterårets og vinterens bedste råvarer.

I Irland bruger man ofte æbler sammen med svinekød, og jeg kunne forestille mig, at en svinemørbrad, eventuelt fyldt med svampe, også ville være lækker sammen med denne sauce samt det resterende tilbehør. I den oprindelige opskrift jævnes saucen ikke, men jeg kunne måske godt finde på at komme en spiseskefuld mel blandet med mælk eller bouillon i.

Læs mere…

Min første svampetur

Jeg har de seneste tre – fire år haft lyst til at tage på svampetur, så snart sommeren er gået på hæld. Det er noget, der forfærder min stakkels, thailandske mor, da en hel del sydøstasiatere er blevet forgiftede de senere par år, fordi de har forvekslet de giftige grønne og hvide fluesvampe med en almindelig spisesvamp, der vokser vildt, der hvor de kommer fra. Med mit ringe kendskab til vilde svampe, ville det nok ikke gå mig meget bedre, så derfor er det vigtigt at alliere sig med en svampekender. Foreningen for Svampekundskabens Fremme organiserer hvert år svampeture, men disse har aldrig passet ind i mit program, og før man får set sig om, er efterår blevet til vinter, og så er det for sent.

I weekenden var heldet dog med mig. Jeg havde ved et tilfældigt møde med den dygtige Kim fra Jonas Kogebog talt om en svampetur for et par uger siden, og søndag eftermiddag var vi fire, der drog ud på en vandretur i en skov nord for København.

Jeg kan godt se, at det der med at stiftere et nærmere bekendtskab med de danske spisesvampe ikke er noget, man sådan lige lærer på en enkelt tur. Den eneste nye svamp, jeg lærte navnet på (til trods for Kims gentagne opremsninger af navne, som jeg skulle have repeteret igen og igen), er honningsvamp, og jeg er endda ikke helt sikker på, om jeg ville kunne genkende den igen. Kim forklarede dog, at det er helt normalt kun at huske en enkelt svamp efter sådan en tur – om det er sandt, eller om det er fordi, at hun var overbærende over for staklen (undertegnede), som havde sovet alt for lidt natten forinden, vides ikke.

Læs mere…

Grydestegte vagtler med kantareller

Den anden ret med vagtler, jeg lavede samme dag som de ovnstegte vagtler fyldt med andeleverpaté og kantareller, var grydestegte vagtler i en en flødesauce med kantareller. Begge versioner var stærke kandidater til min liste over favoritmad, så jeg kan ikke pege på, hvilken opskrift der er den bedste. Det afhænger helt og aldeles af, hvilket humør man er i.

De grydestegte vagtler fungerer fint som gæstemad, men samtidig er de lige så gode til hverdag, da opskriften ikke tager meget mere end en halv time at lave. De ovnstegte vagtler med andeleverpatéen er derimod noget mere tidskrævende, da man både skal udbene de små fugle samt lave andeleverpatéen. Til gengæld er den utroligt smuk, når den er anrettet på tallerknen sammen med en sauce på madeira, så skal svigerforældrene eller den nye kæreste imponeres, så er det denne ret, man skal lave.

Læs mere…

Ovnstegte vagtler fyldt med andeleverpaté og kantareller med madeirasauce

Efter en weekend med en masse skønne mennesker, som er lige så tossede med mad, som jeg er, var inspirationen stor, da jeg i går tog et smut forbi Irma. Jeg skulle bare lige ind og lure lidt, i ved. Måske finde lidt inspiration til aftensmaden endda. Dårlig idé! Efter en weekend med madsnak, og madidéer udvekslet med kompetente amatørkokke og en enkelt professionel, følte jeg mig tilsyneladende lidt for inspireret, efter jeg i flere uger har fokuseret på hverdagsmad som kylling i karry, chili con carne og lignende. Jeg endte med at komme hjem med fire vagtler, to stk. perlehønebryst, en culottesteg, 300 g andelever og en bakke kantareller.

Jeg havde lyst til at opfinde spændende retter med mine indkøb, men da jeg stod med de fire vagtler tidligere i dag, kunne jeg ikke finde ud af, om jeg skulle udbene dem eller ej. Derfor valgte jeg af ren og skær madlavningslyst at gøre begge dele. To endte med at blive udbenet og fyldt med hjemmelavet andeleverpaté og hakkede kantareller, inden de blev stegt i ovnen, mens de andre to blev grydestegt og serveret i en dejlig flødesauce med kantareller. Den opskrift på kommer bloggen en af dagene.

Læs mere…