Kom med til årets aspargesfest

Kom med til årets aspargesfest
Gennem mit virke som madjournalist er jeg adskillige gange stødt på navnet Søren Wiuff, inden jeg mødte ham første gang. Han skulle være en form for troldmand inden for produktionen af grøntsager på hans gård, Brogård, i Lammefjorden, og især hans asparges har en stor fanskare i gourmetverdenen. Jeg var meget imponeret, da jeg for nogle år siden talte med den forhenværende køkkenchef på Noma, Matt Orlando, som netop var i gang med at åbne sin Restaurant Amass på Refshaleøen. Kokken, der har amerikanske rødder, går utroligt meget op i råvarer, og han fortalte, hvordan ham og hans kokketeam engang var taget ud og havde hjulpet Søren med at høste en hel mark med løg, fordi han ikke selv kunne nå det. En ting er ord, men handlinger siger som bekendt meget, meget mere, og det viste lidt om, at der altså ikke er tale om hvilken som helst grøntsagsavler.
Jeg havde fornøjelsen af at dele dommerbord med Søren Wiuff til Årets Vildtret i fjor, og da han spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at hjælpe med at afvikle en af hans årlige aspargesmiddage, sagde jeg straks ja. Til arrangementet går jeg sammen med et par rigtig kyndige madfolk om at diske op med en helt igennem vidunderlig, afslappet sommermenu, som tager afsæt i alt det lækre fra Sørens gård og omegn. Morten Plet er tidligere kok på Michelinrestauranten Formel B, Louise Beck Brønnum (dygtige Helle Brønnum Carlsens datter) er kæmpe madentusiast, madskribent og kogebogsforfatter, og Anna Loraine Hartmann er food sciencetist og innovatør. Menuen bliver én, der kan inspirere til egne kokkerier efterfølgende, da den er super lækker, men afslappet og lige til (og opskrifter deles ud efterfølgende til de, der måtte ønske dem). Vi skal blandt andet have en aspargesfrikassé med andet godt fra Sørens marker og kylling, og der er selvfølgelig også snacks, forret og dessert samt aspargesøl og most ad libitum (vin kan købes eller medbringes).
Hele herligheden foregår i på Sørens gård i Gislinge en times kørsel fra København. Vi starter i marken, hvor man ser, hvordan man høster og håndterer asparges, inden vi sætter os til bords i kartoffelladen.
Læs mere om arrangementet på ticketmaster.dk, hvor du også kan købe billet.

Del på facebook
Del på pinterest
Del på email
Relaterede indlæg
Abonner
Giv besked om

Email-notifikationer er slået til som standard på din kommentar. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments