
Den anden ret med vagtler, jeg lavede samme dag som de ovnstegte vagtler fyldt med andeleverpaté og kantareller, var grydestegte vagtler i en en flødesauce med kantareller. Begge versioner var stærke kandidater til min liste over favoritmad, så jeg kan ikke pege på, hvilken opskrift der er den bedste. Det afhænger helt og aldeles af, hvilket humør man er i.
De grydestegte vagtler fungerer fint som gæstemad, men samtidig er de lige så gode til hverdag, da opskriften ikke tager meget mere end en halv time at lave. De ovnstegte vagtler med andeleverpatéen er derimod noget mere tidskrævende, da man både skal udbene de små fugle samt lave andeleverpatéen. Til gengæld er den utroligt smuk, når den er anrettet på tallerknen sammen med en sauce på madeira, så skal svigerforældrene eller den nye kæreste imponeres, så er det denne ret, man skal lave.


