Klassisk citronfromage

Citronfromage er en af de dejligste old school desserter, og denne opskrift giver en lækker, luftig og ikke alt for sød og fed fromage. Gårsdagens produktion af citronfromage var ugens andet forsøg med den dejlige dessert, og jeg vil næsten vove at påstå, at jeg har fundet vinderformelen på denne gamle klassiker. Man kan selv justere mængden af citronsaft efter smag og behag. Første gang kom jeg 1 dl citronsaft i, og det var for meget for mig, der ikke er til det alt for syrlige, medmindre der er tale om thaisupper- og salater, så jeg reducerede mængden til 0,75 dl, hvilket gav den helt rigtige balance mellem sødt og syrligt.

Jeg valgte desuden at lade stiftpiskede æggehvider indgå i opskriften. Det giver en endnu lettere og luftigere mousse, og samtidig betyder det, at jeg kan skære en smule ned på fløden. Det er ikke så meget et kaloriehensyn (hvis man alligevel kaster sig ud i sådan en dessert, så kan man lige så godt give den hele armen), men det gør, at desserten ikke ligger nær så tungt.

Husk at bruge økologiske citroner til citronfromage. Det er vigtigt, fordi man skal bruge skallen i fromagen. En almindelig citron er overfladebehandlet med alt muligt stads, som det ikke er ønskeligt at indtage. Nu da du alligevel skal have fat i økologiske citroner, så kan du også overveje at bikse en lille omgang kandiserede citronskiver sammen. Jeg bruger dem egentlig bare til pynt, men de kan også sagtens spises. For at lave dem koger du blot en smule sukker og vand sammen i en gryde (lige dele af hver). Når det har kogt godt sammen og sukkeret er smeltet, kommes tynde citronskiver i et par minutter. Fisk dem herefter op os lad dem køle af på et stykke bagepapir, inden de skal bruges.

Læs mere…

Fantastisk chokolademousse

I forrige weekend faldt jeg over en opskrift på chokolademousse i lørdagsudgaven af den avis, jeg arbejder på. Da vi skulle have gæster samme aften (og jeg skulle stå for tre retter thaimad), overtalte jeg min kaereste til at give sig i kast med opskriften. Jeg tror faktisk ikke, at han nogensinde har lavet dessert førr, men resultatet var yderst vellykket. Normalt er jeg ikke overdrevet vild med chokolademousse, men denne gang slikkede jeg nærmest skålen bagefter. Den smagte fantastisk, og jeg fik heldigvis ham overtalt til at lave den igen i søndags (efter vi havde købt en elpisker – med sådan én ved hånden, tager den kun ganske få minutter at lave).

Læs mere…