Salat med parmaskinke, sprøde brødstænger og balsamicoglace

Jeg beklager stilheden på bloggen her den seneste uges tid. Juletravlheden har endelig indhentet mig, og den bryllupskage (som nu består af én stor kage + 200 cupcakes) er også begyndt at fylde en del i det daglige med de mange forberedelser og bekymringer, som hører med. Der er dog blevet tid til at spise ordentligt, og efter flæskesteg fire gange på to uger, er det rart med en pause fra julemaden.

I går lavede jeg ovenstående salat, som er ganske enkel men utroligt velsmagende. Den består ganske enkel af parmaskinke med figner, salat og sprøde brødstænger med rosmarin. Salaten er både god som en let frokost (med lidt ekstra brød ved siden af eventuelt) eller som en forret, når gæster skal forkæles. Jeg brugte parmaskinke, men man kan bruge en hvilken som helst lufttørret skinke.

Læs mere…

Ovnstegte vagtler fyldt med andeleverpaté og kantareller med madeirasauce

Efter en weekend med en masse skønne mennesker, som er lige så tossede med mad, som jeg er, var inspirationen stor, da jeg i går tog et smut forbi Irma. Jeg skulle bare lige ind og lure lidt, i ved. Måske finde lidt inspiration til aftensmaden endda. Dårlig idé! Efter en weekend med madsnak, og madidéer udvekslet med kompetente amatørkokke og en enkelt professionel, følte jeg mig tilsyneladende lidt for inspireret, efter jeg i flere uger har fokuseret på hverdagsmad som kylling i karry, chili con carne og lignende. Jeg endte med at komme hjem med fire vagtler, to stk. perlehønebryst, en culottesteg, 300 g andelever og en bakke kantareller.

Jeg havde lyst til at opfinde spændende retter med mine indkøb, men da jeg stod med de fire vagtler tidligere i dag, kunne jeg ikke finde ud af, om jeg skulle udbene dem eller ej. Derfor valgte jeg af ren og skær madlavningslyst at gøre begge dele. To endte med at blive udbenet og fyldt med hjemmelavet andeleverpaté og hakkede kantareller, inden de blev stegt i ovnen, mens de andre to blev grydestegt og serveret i en dejlig flødesauce med kantareller. Den opskrift på kommer bloggen en af dagene.

Læs mere…