
Efter en weekend med en masse skønne mennesker, som er lige så tossede med mad, som jeg er, var inspirationen stor, da jeg i går tog et smut forbi Irma. Jeg skulle bare lige ind og lure lidt, i ved. Måske finde lidt inspiration til aftensmaden endda. Dårlig idé! Efter en weekend med madsnak, og madidéer udvekslet med kompetente amatørkokke og en enkelt professionel, følte jeg mig tilsyneladende lidt for inspireret, efter jeg i flere uger har fokuseret på hverdagsmad som kylling i karry, chili con carne og lignende. Jeg endte med at komme hjem med fire vagtler, to stk. perlehønebryst, en culottesteg, 300 g andelever og en bakke kantareller.
Jeg havde lyst til at opfinde spændende retter med mine indkøb, men da jeg stod med de fire vagtler tidligere i dag, kunne jeg ikke finde ud af, om jeg skulle udbene dem eller ej. Derfor valgte jeg af ren og skær madlavningslyst at gøre begge dele. To endte med at blive udbenet og fyldt med hjemmelavet andeleverpaté og hakkede kantareller, inden de blev stegt i ovnen, mens de andre to blev grydestegt og serveret i en dejlig flødesauce med kantareller. Den opskrift på kommer bloggen en af dagene.


