
Her til morgen overraskede jeg mig selv (og min kæreste) med fornyet trang til at kokkerere, til trods for at jeg igår drak adskillige white russians, frygtelig dyr champagne (Grand Dame fra 1998 – min kærestes bror forstår at forkæle hustruen på hendes fødselsdag) og en enkelt gin og tonic. Tiramisuen var et hit – selv børnene spiste det efter at have fortærret en muffin hver. Mine maregns var dog ikke noget, som de turde prøve. De studerede grundigt de små hvide sukkertoppe og rakte dem så tilbage og spurgte, om de ikke måtte få noget chokolade istedet. Åh ja, man kan jo ikke vinde hver gang.


