Video fra finalen
Jeg vil gerne afsløre med det samme, at jeg ikke vandt Cheffactor. Den endelige vinder ud af de seks finalister blev ikke valgt på stemmer, færdigheder eller passion for madlavning men i stedet på hvem, der ville få mest ud af kurset, ser det ud til. Og det er egentlig fair nok. Når jeg nu ikke selv kunne vinde, så er jeg glad for, at det endte, som det gjorde. Christine, som vandt, har netop mistet sit job, hun har ingen uddannelse, og hun drømmer om at åbne en lille café i Waterford, hvor hun kommer fra. Jeg ser sikker på, at med dette kursus er hun allerede meget tættere på at gøre drøm til en realitet. Nå ja, og så er hun også virkelig sød og rar.
Jeg føler mig dog alligevel som en vinder. Da konkurrencen startede, sagde jeg til mig selv, at jeg ville nå finalen med enten flest eller næstflest stemmer, da på det tidspunkt var det disse to samt et wildcard, der ville gå videre (det er blevet ændret siden), og det lykkedes mig. Jeg fik mere end 9.000 stemmer, og det har lært mig, at man kan gøre alt, hvad man sætter sig for, hvis blot man er villig til at arbejde hårdt nok for det.
En anden ting, som jeg tager med mig fra denne oplevelse, er den enorme støtte, som jeg har oplevet den seneste måned. Det er fantastisk at opleve, at venner, bekendte og mennesker jeg ikke kender personligt har valgt at hjælpe mig. De seneste par uger har vist mig folk fra deres bedste sider, og det er noget, jeg aldrig vil glemme.
Så endnu engang tak til min dejlige familie, som var med til at bage 200 muffins, og som har jagtet alle de kender, for at jeg kunne få stemmer.
Tak til mine skønne venner, som har postet links på facebook samt sendt personlige beskeder til deres venner.
Tak til de fantastiske bloggere, som er gået sammen på tværs af interesser, for at støtte en af “deres egne”.
Tak.
