Grøntsagerne kan varieres efter, hvad man lige har ved hænderne, og dåsetomaterne kan erstattes af friske (helst uden skind) eller en ekstra skefuld tomatpuré.
Dup kødet tørt på et rent viskestykke eller køkkenrulle, krydr med salt og peber og brun ad flere omgange i en stor gryde. Sæt til side og kog evt. gryden af med en smule af rødvinen, som hældes over oksekødet.
Hak løg og hvidløg og svits i samme gryde i fedtstof i cirka 5 minutter, uden at det tager farve. Kom kødet tilbage i gryden, tilsæt hvedemel og rør grundigt. Tilsæt tomatpuré, rødvin, rødvinseddike, fond/bouillon, hakkede tomater, worcestershiresauce, sukker, laurbærblade og tørrede eller friske krydderurter. Ved brug af ovnfast gryde eller stegeso sættes gryden i en 150 grader ovn. Alternativt kan man lade den simre stille og roligt under låg på komfuret. Lad det simre en times tid, inden grøntsager tilsættes.
Skræl gulerødder og skær i grove stykker, skær champignon i kvarte og snit bladselleri. Kom i gryden og lad det hele simre endnu en time, inden kartofler i grove tern tilsættes. Lad det hele simre endnu en times tid, eller indtil kød og kartoffeltern er møre. Den samlede kogetid er cirka 3 timer. Smag til med salt og peber.