Pil og hak løg og hvidløg. Skyl babyspinaten grundigt, og hak den. Hak ligeledes svampene groft. Varm en sjat olie på en pande, og sautér løg og hvidløg, til løgene er klare. Kom babyspinaten ved, og steg videre, til spinaten falder sammen, og væden fordamper. Hæld pandens indhold i en skål.
Varm lidt mere olie på samme pande, og steg nu svampene, til de har afgivet deres væde og begynder at tage farve. Tilsæt eddiken, og lad den koge ind. Krydr nu svampene med salt og peber, og vend dem med løgene og spinaten.
Kom 1⁄3 af svampefyldet i et ovnfast fad, og hæld en smule bechamelsauce oven på (se billedet længere oppe). Læg 1⁄3 af lasagnepladerne oven på, og gentag processen. Slut af med et generøst lag bechamelsauce.
Hak urterne, og bland dem med pankorasp, 2 spiseskefulde olivenolie, salt og peber. Drys blandingen på lasagnen, og bag den i en 200 grader varm ovn i 20-30 minutter, til brødkrummerne er sprøde og gyldne.
Servér gerne svampelasagnen med en god salat med vinaigrette til at give lidt modspil til bechamelsaucen.
Bechamelsauce
Smelt smørret i en gryde, og lad det bruse af. Tilsæt mel, og rør grundigt. Pisk mælken i lidt efter lidt, så der dannes en opbagt sauce (uden klumper vel at mærke). Tilsæt nu resten af ingredienserne, lad det hele simre ved lav varme, til osten er smeltet. Smag til.