Skønne og saftige frikadeller på røde linser, havregryn, friske krydderurter og masser af krydderier. De smager skønt i tortillawraps, fladbrød eller pitabrød, men du kan også nyde dem med en god og fyldig salat.
Brug en købt cremefraiche- eller hvidløgsdressing eller lav den selv ved at blande 2,5 dl cremefraiche med en smule presset hvidløg. Smag til med citronsaft, et nip sukker, salt og peber. Du kan også tilsætte et par skefulde mayonnaise eller finthakkede urter, hvis du har lyst.
Fremgangsmåde
Skyl linserne, kog dem i letsaltet vand eller bouillon i 15 minutter, og lad dem dryppe af i en sigte. Pil og hak løg og hvidløg fint, og riv guleroden. Snit purløg fint. Bland det hele i en skål, og tilsæt æg, rasp, hvedemel, havregryn og krydderier. Lad farsen hvile på køl i 30 minutter.
Form farsen til frikadeller, og steg dem gyldne på en pande i smør eller olie. Snit spidskålen i tynde strimler. Pil rødløgene, og skær dem i tynde skiver. Snit korianderen, og bland det hele med limesaft, sukker, salt og peber.
Lun dine tortillas i ovnen eller på en pande, og nyd dem fyldte med lune linsedeller, spidskålssalat og hvidløgsdressing.