Skræl rødbederne, og riv dem i tynde strimler ved hjælp af en julieenneskræller eller juliennekniv (dette kan ofte også gøres på et mandolinjern). Har du ingen af delene, kan du nøjes med at rive det så groft eller fint, du ønsker det. Læg rødbedestrimlerne i isvand (koldt vand med isterninger) i ca. 5-10 minutter, til de er sprøde.
Snit rødkålen i tynde strimler, og læg dem i en skål. Udsten blommerne, og skær dem i tynde både. Kom dem i skålen med rødkål sammen med halvdelen af rødbedestrimlerne. Vend med olie, eddike/citronsaft, salt og peber, og smag til. Pynt med de resterende rødbedestrimler.
Rødkålssalaten er god sammen med de fleste kødretter som eksempelvis de braiserede andelår.