Her i Irland har vi nydt en forlænget weekend, da mandag (igår) var en helligdag. Hele weekenden har jeg sådan set lavet thaimad. Som nævnt lavede jeg tre retter lørdag, og søndag havde vi gæster igen. Der lavede vi hjemmelavede thailanske forårsruller, styr fry kylling med hellig basilikum (Pad Krapow) og en thailandsk oksekødssalat (Nam Duk Nua). Igår tog vi så en rigtig afslapningsdag med en tur i de irske skove. Da vi kom hjem lavede jeg thailandsk nuddelsuppe med kylling – en perfekt ret til en kold efterårsdag. Suppen spises ofte i Thailand til frokost eller natmad.
Det var første gang jeg lavede den, da jeg mest er til den mørke og aromatiske nudelsuppe kogt på oksekød, stjerneanis og kanel). Igår mente jeg dog, at jeg skulle prøve noget nyt. Jeg fulgte min mors opskrift (en som hun brugte, da hun underviste i thaimadlavning), men jeg valgte at justere den noget, for at få mest ud af kyllingen.
Ingredienser til suppen:
- En halv kylling skåret i mindre stykker (skær gerne kyllingebrysterne fra og brug benkødet og skroget til at koge suppe på
- 2,5 liter vand
- Et halvt løg
- 3 fede hvidløg
- 8 hvide peberkorn
- 3 – 4 stk korianderrod, banket let
- Evt. en hønsebouillonterning
Fyld:
- Risnudler udblødt i kogende vand (man kan både bruge de helt tynde, eller dem som er omkring 0,5 cm brede)
- Hakket koriander
- Hakket forårsløg
- Evt. fint snittet blegselleri
- Stegt hvidløg i olie
- Stødt, hvid peber
- En håndfuld bønnespirer
- Salt og seasoningsovs efter smag
Tilbehør:
- Edike med en skiveskåren chilipeber (brug en alm. lagereddike)
- Fiskesovs
- Sukker
- Tørret chili
Alle ingredienserne til suppen, pånær salt og seasoningsovs, kommes i en gryde og koges omtrent 40 minutter inden kyllingestykkerne (dem med kød på, ryg og vinger bliver i suppen) tages op og køles af. Når kødet er afkølet en smule pilles det fra benene. Suppen kan spises som den er nu, efter den er smagt til med salt og seasoningsovs, men har du tid anbefaler jeg, at du kommer benene tilbage i suppen, som koger videre en time eller to. Tilsæt ekstra vand efter behov – især hvis du vælger at koge suppen uden låg. Når suppen er færdig sies alt fyldet fra.
Mens suppen koger forberedes fyldet. Læg en lille håndfuld bønnespirer i hver skål, en håndfuld risnudler ovenpå. Fyld herefter på med koriander, forårsløg og blegselleri og top med hvidløg og hvid peber. Hæld herefter suppen i skålen sammen med kyllingestykkerne.
Suppen smages til med edike, fiskesovs, sukker og tørret chili. Den sidste del er vigtig, da det er her, der virkelig kommer fut i smagsløgene. Første gang du smager til, kan du starte med en teskefuld af hver. Gentag herefter hvis du synes, at der skal mere smag til.
[…] Thailands kyllingesuppe m. nudler (vi koger én af de store kyllinger og har mad til mindst to dage). Vi kommer de […]