Annonce

Blomkålssuppe med blå ost

Blomkålssuppe med blå ost er den skønneste efterårsret, der både luner og smager helt fantastisk.

blomkålssuppe med blå ost
Foto Colombus Leth
Efteråret er over os, dagene bliver kortere, og kulden trænger sig på. Med andre ord er det blevet suppesæson! Det er også den tid på året, hvor vi skal huske at passe ekstra godt på vores krop og holde snuen for døren. Det kan man blandt andet gøre ved at tænke lidt ekstra over, hvad vi putter i munden. 
Det kommer nok ikke bag på nogen, at kål hører til i den gode ende af sundhedsskalaen. Kål er efter min mening lidt af en superfood, og blomkål er naturligvis ingen undtagelse. Den er smækfyldt med vitaminer og gode kostfibre. Nogen vil måske forbinde kål med en lidt kedelig spise. Personligt synes jeg, at det er et ærgerligt ry, der ikke er berettiget. Kål er alt andet end det, og i langt de fleste tilfælde handler det om, hvordan den bliver tilberedt.

Blomkålssuppe med fylde og dybde

Her får blomkålen selskab af en blå ost. Hører man til dem, der ikke er så glade for den slags, skal man ikke lade sig skræmme. Faktisk kan man ikke rigtig smage selve osten. Dens primære funktion er blot at give suppen en god smagsmæssig dybde. Det er præcis det samme, der gør sig gældende i min opskrift på broccolisuppe med blå ost fra min første grønne kogebog Kødfri Mandag. Her er det også den blå ost, der giver suppen den helt perfekte fylde og dybde.

Det rigtige tilbehør

Blomkålssuppe med blå ost er en skøn hverdagsret, der smager ekstra godt på en kold og mørk efterårsaften. Herhjemme skal suppe altid nydes med et godt stykke brød (eller to), og hvis I følger med henne på Instagram, så har I nok luret, at jeg er helt pjattet med at bage surdejsboller for tiden. Det er lige præcis, hvad jeg vil spise til denne suppe, og sammen med en håndfuld friske krydderurter har vi det perfekte tilbehør. 
Sulten efter mere suppe? Så prøv også en smagfuld græskarsuppe med karry, ingefær og koriander eller en jordskokkesuppe med fire slags topping.

Blomkålssuppe med blå ost

Blomkålssuppe med blå ost

Lækker og varmende suppe med ekstra dybde fra den blå ost. Mængden af blå ost afhænger både af personlig smag, samt hvilken ost du vælger at bruge. Her er der brugt Danablue. 
5 fra 2 stemmer
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 bagekartoffel
  • 1 mellemstort blomkål
  • 25 g smør
  • 1,25 l hønsefond
  • 2-3 kviste frisk timian + lidt til pynt
  • 75 g blåskimmelost + lidt til pynt
  • Salt, peber

Fremgangsmåde

  • Pil og hak løg og hvidløg. Skræl kartoflen, og skær den i tern. Skær blomkålen ud i buketter.
  • Smelt smørret i en gryde, og sauter løg, hvidløg og kartofler, til løgene er klare. Tilsæt hønsefond og timian, bring gryden i kog, og lad den simre i 10 minutter. Kom nu blomkålen ved, og lad den simre videre, til blomkålen og kartoflerne er møre. Blend suppen (er timiankvistene grove, tages de op inden), og smuldr osten i. Smag til sidst til med salt og peber samt evt. ekstra ost.
  • Anret suppen i skåle, og top den med lidt ekstra blå ost og timianblade.
  • Nyd suppen med godt baguette eller et lækkert surdejsbrød.

Opskriften er udviklet til boligliv

Del indlægget
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments