Annonce

Tortillas med grillet gris og kålsalat

tortillas


Foto Ditte Ingemann

sponseret

Der er altså et eller andet med mænd og ild. Måske er det noget, der stammer helt tilbage til urtiden, hvor ild både var ensbetydende med fare, men også overlevelse i et koldt klima. Jeg har flere gange oplevet, at mænd, der ellers ikke interesserer sig en dyt for madlavning, pludselig kommer på banen til grillfester. Udstyret med grilltang i en den ene hånd og håndbajer i den anden, vender de bøffer og pølser, som havde de aldrig bestilt andet.
Gennem årerne har mænds håndtering af ild også ført til et par halvkomiske situationer. Jeg glemmer aldrig, dengang en tidligere kæreste brændte et stort sort hul i min fars græsplæne, da han skulle have gang i grillstarteren. Jeg måtte fortælle, at det var mig, der havde gjort det efter megen tryglen og beden. Eller dengang Mark, min nuværende kæreste, kurtiserede mig efter alle kunstens regler. Vores første rigtige date sluttede en stjerneklar aften på hans tagterasse, hvor han havde hældt rosé i glasset og tændt op i udeovnen. Udsigten over Københavns tagtoppe havde sikkert også været formidabel, hvis vi da ellers havde kunnet se noget for den enorme mængde røg, der ramte vore ansigter. Jeg tror aldrig, at jeg har lugtet SÅ meget af bål hverken før eller siden.
Lidt mindre dramatisk var det heldigvis ved udarbejdelsen af dagens opskrift, der er blevet til i samarbejde med Kosan Gas. Jeg har som tidligere nævnt været med til at udvikle en række opskrifter til deres grillunivers, hvor du kan hente massevis af inspiration til mad tilberedt på grillen året rundt. I mange år sværgede jeg ellers til kulgrill, men efter at have boet i lejlighed, hvor grillerierne foregår på altanen, har jeg for alvor fået øjnene op for gasgrillens fortrin. Netop det at grille uden for sommermånederne er altså lidt sjovere, når man blot skal dreje på en knap, i stedet for at hælde kul i en grillstarter, vente og dernæst grille. Det er måske meget fint, når vejret er varmt, men lidt mindre sjovt er det, når vi nærmer os efterårstemperaturerne (og så er der jo også det her med, at det er nemt at styre temperaturen inde i grillen).
Endnu en gang er der tale om en lynhurtig opskrift på dejlig grillmad, som min gode veninde Ditte fra The Food Club har stylet og fotograferet. Har du travlt, kan du sagtens købe færdiglavede tortillas i de fleste supermarkeder. Varm dem blot på grillen inden servering (gerne i sølvpapir, hvis grillen er meget varm. De må helst ikke blive for sprøde, da de så knækker, når man folder dem).

Tortillas med grillet gris og kålsalat

Tortillas med grillet gris og kålsalat

5 fra 1 stemme
Antal: 4 personer

Ingredienser

Gris:

  • 500 g nakkefilet
  • 1 tsk. paprika
  • ½ tsk. spidskommen
  • ½ tsk. cayennepeber
  • ½ tsk. stødt chili
  • ½ tsk. oregano
  • 1 spsk. olie

Tortillas:

  • 250 g hvedemel
  • 1,5 dl vand

Hvidløgsdressing:

  • 1 fed hvidløg
  • 2 dl cremefraiche
  • 1 nip sukker
  • 1 lime
  • Salt, peber

Herudover:

  • ½ stort spidskål eller 1 lille
  • 1 bdt. koriander
  • 2 limes
  • 1 nip sukker
  • ½ rødløg
  • Salt, peber

Fremgangsmåde

  • Bland paprika, spidskommen, cayennepeber, chili og oregano med olie, salt og peber. Gnid blandingen ind i kødet, og lad det trække på køl.
  • Gril kødet, og skær det i tynde skiver.
  • Kom lidt kød på hver tortilla, top med kålsalat, hvidløgsdressing og rødløg, og pynt med den resterende koriander.

Tortillas:

  • Rør hvedemel, vand og lidt salt sammen i en skål, og ælt det til en elastisk dej. Del dejen i 16 kugler, og rul dem så tyndt ud som muligt. Bag hver tortilla på en tør pande på grillristen i ca. 1 minut på hver side, til dejen bobler op.
  • Dæk dine tortillas med et rent viskestykke, til de skal bruges.

Hvidløgsdressing:

  • Knus hvidløget, bland det med cremefraiche, og smag til med sukker, limesaft, salt og peber.

Herudover:

  • Snit spidskålen og halvdelen af korianderen, og bland begge dele med limesaft, sukker, salt og peber. Skær rødløget i fine strimler.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
3 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments