Jeg har de seneste tre – fire år haft lyst til at tage på svampetur, så snart sommeren er gået på hæld. Det er noget, der forfærder min stakkels, thailandske mor, da en hel del sydøstasiatere er blevet forgiftede de senere par år, fordi de har forvekslet de giftige grønne og hvide fluesvampe med en almindelig spisesvamp, der vokser vildt, der hvor de kommer fra. Med mit ringe kendskab til vilde svampe, ville det nok ikke gå mig meget bedre, så derfor er det vigtigt at alliere sig med en svampekender. Foreningen for Svampekundskabens Fremme organiserer hvert år svampeture, men disse har aldrig passet ind i mit program, og før man får set sig om, er efterår blevet til vinter, og så er det for sent.
I weekenden var heldet dog med mig. Jeg havde ved et tilfældigt møde med den dygtige Kim fra Jonas Kogebog talt om en svampetur for et par uger siden, og søndag eftermiddag var vi fire, der drog ud på en vandretur i en skov nord for København.
Jeg kan godt se, at det der med at stiftere et nærmere bekendtskab med de danske spisesvampe ikke er noget, man sådan lige lærer på en enkelt tur. Den eneste nye svamp, jeg lærte navnet på (til trods for Kims gentagne opremsninger af navne, som jeg skulle have repeteret igen og igen), er honningsvamp, og jeg er endda ikke helt sikker på, om jeg ville kunne genkende den igen. Kim forklarede dog, at det er helt normalt kun at huske en enkelt svamp efter sådan en tur – om det er sandt, eller om det er fordi, at hun var overbærende over for staklen (undertegnede), som havde sovet alt for lidt natten forinden, vides ikke.
