Det er sjovt, som visse madminder fra barndommen står stærkt i min erindring. Et af disse er første gang, jeg smagte hummer. Jeg har nok ikke været meget mere end ti år gammel, men jeg husker stadig den dengang noget fremmede smag fra de knaldrøde skaldyr, som nogle rige, tyske venner havde taget med til grillaften hos os en lun sommeraften. Lige så lidt interesseret jeg var i hummeren dengang (deres pæne, jævnaldrende søn var meget mere interessant), lige så uvirkeligt forekommer det mig i dag, at mit daværende jeg – en lille “foodie in the making” – ikke kastede sig frådende over det delikate skaldyrkød. Efter cirka 24 timers non-stop regn over København, er det dejligt at tænke tilbage på den dag, som på sin vis symboliserer alle barndommens somre – duften af grill, ubekymret leg og evig sommersol.
Ovenstående hummere var de første, jeg selv har kogt. Det virker noget barbarisk at slå et levende dyr ihjel, men efter forrige sommers krabbekogning var jeg hærdet. Sådan da. Jeg vidste, at det der med at overveje at navngive dyrene var en dårlig idé, og jeg havde allerede gjort op med mig selv, at den mest humane måde at slå dem ihjel på, var ved at lægge dem i fryseren i en 20 minutters tid, hvilket eftersigende skulle sløve dem, og dermed gøre den mindre detalje med, at de koges levende, lidt nemmere at håndtere for en person, som går nogenlunde op i dyrevelfærd (så længe vi lukker øjnene for, hvordan foie gras egentlig bliver til).
Bøf med squash, cherrytomater, peberfrugt og rødløg
