Adriaans muslinger med grønt

Adriaan, som jeg mødte under Skaldyrsafarien i Sverige, var så venlig at sende mig opskriften på de hvidvinsdampede muslinger, som han serverede for os på klipperne ud til kysten i Lysekil, efter han og medkaptajn Lars havde vist os deres muslingefarm. Blåmuslinger er noget af det bedste, jeg ved, og jeg har allerede lagt min version af den dejlige spise ud på bloggen (se opskriften på hvidvinsdampede blåmuslinger med gulerod og fennikel). Når jeg besøger restauranter, forsøger jeg ofte at bestille ting, som jeg ikke sådan lige kan lave derhjemme – og slet ikke de retter, som kan bikses sammen på ingen tid. Blåmuslinger hører til undtagelsen – ene og alene fordi, at de smager så godt.

Adriaans version af de dampede blåmuslinger har en del grøntsager i, hvilket jeg godt kan lide. Hvis muslingerne er dyrket på line, er der ikke den store grund til at skrubbe dem som en vanvittig. Bare vask dem grundigt, hiv “skægget” i siden af og kassér de åbne muslinger, der ikke lukker sig efter et let bank mod bordet.

Har du et tip til gode retter med blåmuslinger?

Læs mere…

Skaldyrsafari i Sverige – del 1

Sverige har for mig nok altid været et land synonymt med köttbullar, IKEA og uforståelig tale – jeps, jeg hører til gruppen, som bliver helt blanke så snart, der er en smule accent involveret. Selv svenskeren, jeg boede med et halvt års tid under mine studier i Århus, forblev det meste af tiden en uforståelig men ikke desto mindre hyggelig sambo, hvor aktiviteter, der ikke krævede for meget samtale (sushispisning, peberkagehusbygning osv.), var vældig populære, når vi skulle lave noget sammen.

Lige så lidt, som jeg havde forestillet mig at tage på ferie i Sverige, lige så tiltalende lød invitationen til en såkaldt “skaldyrsafari” dog. En invitation jeg modtog i forbindelse med VisitSwedens og det Vestsvenske Turistråds promovering af den svenske vestkyst blandt engelske madbloggere (det er endnu en gåde, hvordan jeg havnede på listen over inviterede, men ikke desto mindre er jeg dybt taknemmelig), så jeg besluttede mig for at give det en chance, og det skulle jeg ikke fortryde.

Læs mere…

Hummer med hvidløgssmør og ovnbagte grøntsager

Det er sjovt, som visse madminder fra barndommen står stærkt i min erindring. Et af disse er første gang, jeg smagte hummer. Jeg har nok ikke været meget mere end ti år gammel, men jeg husker stadig den dengang noget fremmede smag fra de knaldrøde skaldyr, som nogle rige, tyske venner havde taget med til grillaften hos os en lun sommeraften. Lige så lidt interesseret jeg var i hummeren dengang (deres pæne, jævnaldrende søn var meget mere interessant), lige så uvirkeligt forekommer det mig i dag, at mit daværende jeg – en lille “foodie in the making” – ikke kastede sig frådende over det delikate skaldyrkød. Efter cirka 24 timers non-stop regn over København, er det dejligt at tænke tilbage på den dag, som på sin vis symboliserer alle barndommens somre – duften af grill, ubekymret leg og evig sommersol.

Ovenstående hummere var de første, jeg selv har kogt. Det virker noget barbarisk at slå et levende dyr ihjel, men efter forrige sommers krabbekogning var jeg hærdet. Sådan da. Jeg vidste, at det der med at overveje at navngive dyrene var en dårlig idé, og jeg havde allerede gjort op med mig selv, at den mest humane måde at slå dem ihjel på, var ved at lægge dem i fryseren i en 20 minutters tid, hvilket eftersigende skulle sløve dem, og dermed gøre den mindre detalje med, at de koges levende, lidt nemmere at håndtere for en person, som går nogenlunde op i dyrevelfærd (så længe vi lukker øjnene for, hvordan foie gras egentlig bliver til).

Læs mere…

Hel kogt krabbe

Der er få ting, der slår en friskkogt krabbe. Skallen knuses og bag den røde eller brune skal gemmer der sig det sødeste og saftigste kød, som smager intet mindre end guddommeligt.

Selv om det er nemmere at købe fiskehandlerens krabbeklør, som indeholder mere kød per gram end resten af krabben, så er det ikke det samme som at købe en hel krabbe. Ifølge Darina Allen, Irlands førende madikon, køber de altid krabberne hele på hendes berømte Ballymaloe Cookery School. Det skyldes blandt andet, at krabberne ikke kan overleve, hvis fiskerne blot tager de to krabbeklør og dernæst smider den levende krabbe tilbage i havet, hvor den uden begge klør vil lide en langsom sultedød.

Læs mere…

Jomfruhummersuppe

Igår fik jeg min veninde, som er vegetar, til aftensmad. Det var hende, der for nyligt havde stillet op med den helt store middag, da jeg besøgte hende. Hun sagde, at hun ville kigge ned til mig direkte efter fredagsbaren på universitetet, hvor hun læser kinesisk. Jeg foreslog selvfølgelig at gå i køkkenet og lave et eller andet lækkert. Eller foreslog er måske så meget sagt; jeg konstanterede højt, at jeg ville gå i køkkenet (og så måtte hun sådan set bare acceptere det eller ej).

Jeg kan ikke helt huske hvorfor, men havde en frygtelig lyst til at lave noget med jomfruhummer. Muligvis stammer lysten fra en artikel, jeg læste for nylig om jomfruhummerfangt på Læsø, og hvordan denne lækre, danske delikatesse primært sælges til udlandet.  Aftenens middag endte altså med at bestå af en helt og aldeles fantasisk jomfruhummersuppe, mens hovedretten (som kommer på bloggen senere) var et par dejlige pandestegte ørredfileter med brunet smør, hvori jeg havde blandet persille, hvidløg, kapers og citronsaft. Desserten bestod af en ‘old school’ citronfromage. Efter spisningen var jeg er mæt, glad og træt – og indså desuden, at jeg under to dages madlavning har formået at bruge en hel liter fløde (gisp!). Men men men, det var det hele værd – både kalorier, madlavning, indkøb og overtræk (og her taler vi ikke om den slags af chokolade).

Læs mere…