
Jeg husker tydeligt mit første, nære bekendtskab med blåskimmelost. Det skete på en strand i Hornbæk en sommeraften for år tilbage, hvor en ven havde lokket mig til at prøve pizza med gorgonzola. Hvilken åbenbaring! Indtil dette øjeblik var blåskimmelost for mig intet andet end unaturlig menneskeføde, som jeg ind imellem spottede i køleskabet i mit barndomshjem. Min fars yndlingsost var en stinkende, blå sag, som, jeg frygtede, ville bide hånden af mig, hvis jeg kom for tæt på. I dag kan end ikke førnævnte ost få mig til at løfte øjenbrynene, og jeg spiser gladeligt alle (okay de fleste) blåskimmeloste – gerne med sprøde kiks og hjemmelavet chutney, hvis det skal være helt perfekt.
For mig var det et spørgsmål om at blive introduceret til blåskimmelosten gradvist, og en mild gorgonzola var derfor en god løsning. På en pizza eller i en cremet sauce som her fungerer det endda endnu bedre, for i stedet for at smage direkte af blåskimmelost i dens rene form, giver det mere en slags aroma, som smelter smukt sammen med resten af smagsnuancerne.



