Det har vist aldrig været nogen hemmelighed, at jeg bruger alle mine penge på mad. Det kan godt være, at jeg ikke har råd til den der kjole, jeg spottede i et butiksvindue nede i byen, men jeg har altid råd til at spise godt, selv om jeg er en såkaldt fattig studerende. Foie gras, kaviar – you name it. Jeg ser det som en prioriteringssag. Jeg er dog ikke sikker på, at min bank har det på samme måde, så når fornuften en sjælden gang vinder over maven (det er sjældent), roder jeg rundt i køkkenskabene, i bunden af fryseren og i køleskabets kroge, for at fremtrylle et eller andet uden, som det ellers er normen, at have en færdig ide om, hvad jeg vil lave (noget der alt for ofte sender mig rundt i diverse supermarkeder for at finde lige netop den ingrediens til den ret, som min mave skriger efter).
