Adriaans muslinger med grønt

Adriaan, som jeg mødte under Skaldyrsafarien i Sverige, var så venlig at sende mig opskriften på de hvidvinsdampede muslinger, som han serverede for os på klipperne ud til kysten i Lysekil, efter han og medkaptajn Lars havde vist os deres muslingefarm. Blåmuslinger er noget af det bedste, jeg ved, og jeg har allerede lagt min version af den dejlige spise ud på bloggen (se opskriften på hvidvinsdampede blåmuslinger med gulerod og fennikel). Når jeg besøger restauranter, forsøger jeg ofte at bestille ting, som jeg ikke sådan lige kan lave derhjemme – og slet ikke de retter, som kan bikses sammen på ingen tid. Blåmuslinger hører til undtagelsen – ene og alene fordi, at de smager så godt.

Adriaans version af de dampede blåmuslinger har en del grøntsager i, hvilket jeg godt kan lide. Hvis muslingerne er dyrket på line, er der ikke den store grund til at skrubbe dem som en vanvittig. Bare vask dem grundigt, hiv “skægget” i siden af og kassér de åbne muslinger, der ikke lukker sig efter et let bank mod bordet.

Har du et tip til gode retter med blåmuslinger?

Læs mere…

Hummer med hvidløgssmør og ovnbagte grøntsager

Det er sjovt, som visse madminder fra barndommen står stærkt i min erindring. Et af disse er første gang, jeg smagte hummer. Jeg har nok ikke været meget mere end ti år gammel, men jeg husker stadig den dengang noget fremmede smag fra de knaldrøde skaldyr, som nogle rige, tyske venner havde taget med til grillaften hos os en lun sommeraften. Lige så lidt interesseret jeg var i hummeren dengang (deres pæne, jævnaldrende søn var meget mere interessant), lige så uvirkeligt forekommer det mig i dag, at mit daværende jeg – en lille “foodie in the making” – ikke kastede sig frådende over det delikate skaldyrkød. Efter cirka 24 timers non-stop regn over København, er det dejligt at tænke tilbage på den dag, som på sin vis symboliserer alle barndommens somre – duften af grill, ubekymret leg og evig sommersol.

Ovenstående hummere var de første, jeg selv har kogt. Det virker noget barbarisk at slå et levende dyr ihjel, men efter forrige sommers krabbekogning var jeg hærdet. Sådan da. Jeg vidste, at det der med at overveje at navngive dyrene var en dårlig idé, og jeg havde allerede gjort op med mig selv, at den mest humane måde at slå dem ihjel på, var ved at lægge dem i fryseren i en 20 minutters tid, hvilket eftersigende skulle sløve dem, og dermed gøre den mindre detalje med, at de koges levende, lidt nemmere at håndtere for en person, som går nogenlunde op i dyrevelfærd (så længe vi lukker øjnene for, hvordan foie gras egentlig bliver til).

Læs mere…

Blåmuslinger med gulerod og fennikel

 

Der kan være mange ulemper ved at bo, hvor jeg gør. Svinekæber er stort set umulige at opdrive, vejret indbyder ikke ligefrem til talrige grillaftener over sommeren, og alt for mange venner og bekendte foretrækker deres kød gennemstegt, hvilket betyder, at højrebstege, lammekøller og lignende er et no-go, når jeg holder middagsselskaber – for mig er det noget nær helligbrøde at gennemstege så smukke stykker kød. Der er dog en enkelt fordel, som jeg vist kun kan takke irernes mistænkelighed over for alt godt fra havet for. Blåmuslinger koster her håndører sammenlignet med priserne i eksempelvis København, hvor jeg  spottede dem til 65 kroner per kilo, da jeg lagde vejen forbi tidligere på måneden. Prisen ville dog ikke stoppe mig, hvis lysten til blåmuslinger skulle sætte ind, og det gør den med jævne mellemrum. Når det sker, kan jeg ikke tænke på andet, før jeg har sat en ordentlig portion af de små, orange skaldyr til livs.

Jeg ved, at der er mange, som er en smule mistænkelige over for muslinger, og jeg er enig i, at de ser lidt underlige ud. Andre tænker måske, at de smager dejligt, men at de er alt for besværlige at tilberede selv. Jeg vil gerne opfordre alle til at give dem en chance, og ikke mindst til at lave dem derhjemme, for det kræver minimal indsats at få en portion som den på billedet til at smage som på de bedste, franske bistroer.

Læs mere…

Spaghetti vongole

Spaghetti vongole, eller spaghetti med venusmuslinger, får mig til at tænke på sommer i Italien. Hvis jeg lukker øjnene, mens jeg tager en mundfuld, og samtidig ignorerer februarregnen, der pisker mod vinduet, er det næsten som at være tilbage i støvlelandet. For nogle år siden tilbragte jeg en uges tid i den lille toscanske by Pietrasanta, hvor nogle venner har et hus omringet af citron- og oliventræer og med udsigt over bjergene. Dagene startede med brød, ost, skinke og frugt fra den lille deli nede ad vejen, mens frokosten og aftensmaden blev spist på lokale restauranter. Ofte faldt valget på retter som denne bestående af få men smagfulde ingredienser tilberedt simpelt, så de enkelte dele får lov til at træde i karakter.

Denne spaghetti med venusmuslinger er en italiensk klassiker, som er fantastisk hurtig at lave. Inden spaghettien er kogt færdig, kan du nå at tilberede resten, og så er det bare lige om at vende det hele sammen. Der er nemlig ikke det store skrubbearbejde, når disse muslinger skal gøres klar, og selve tilberedningstiden af dem tager ikke meget mere end fem minutter fra start til slut.

Læs mere…

Gastronomisk Undergrund

Jeg var i går inviteret med som tilskuer og spisende på den kulinariske legeplads for unge kokke, der går under navnet Gastronomisk Undergrund. Arrangementet er et af tiltagene fra Taste Århus, som også stod bag Smag på Kunsten i fjor, hvor jeg gav en hånd med.

Konceptet er enkelt: Én håndfuld kokke, der hver står for én ret i en menu, som i går bestod af intet mindre end syv retter. Ingen af kokkene (og gæsterne) ved dog på forhånd, hvad de andre kokke har hittet på. Derfor kan man som spisende ende med en middag bestående af 2 hovedretter og fem desserter.

Læs mere…