Chokolademuffins

Muffins er en af de bedste ting at give sig i kast med, når man har lyst til at bage, men man ikke har tid til at bage en egentlig kage, da bagetiden på muffins er meget kortere. En anden fordel er, at de er nemmere at transportere, selv om de er pyntet med glasur. Det var netop årsagen til, at jeg gik i gang med at lave chokolademuffins i formiddags. Jeg og en veninde var inviteret til frokost hos en tidligere kollega, og da hun nævnte, at hun havde tænkt sig at købe en kage til at tage med, var jeg nødt til at insistere på at bage et eller andet lækkert til os (jeg bruger naturligvis enhver mulig undskyldning).

Jeg overvejede, om jeg skulle bage blåbærmuffins eller citronmuffins, men til sidst vandt chokoladetrangen, og resultatet var disse lækre chokolademuffins, der, som de fleste andre muffinopskrifter, er ganske lige til. Det bedste er nu, at de kan tilfredsstille selv den mest seriøse chokoladeelsker, da de foruden kakaopulver indeholder 100 gram chokolade, hvoraf en tredjedel smeltes med smørret og dernæst blandes i dejen, mens resten hakkes groft, så man finder små, lækre chokoladestykker, når man spiser dem (det bedste er at spise dem kort efter, de er kommet ud af ovnen, så chokoladen stadig er flydende).

Læs mere…

Kirsebærmuffins med smørcreme

Små, dekorerede kager, som kan bikses sammen på ingen tid – det er svært ikke at elske muffins. Prøv disse med malede mandler og friske kirsebær, hvis lette syrlighed giver et dejligt modspil til det søde.

De smager fantastisk lune, mens kirsebærstykkerne svømmer i egen saft, de er perfekte til kaffen eller endda til morgenmad dagen efter i stedet for kanelsneglen.

Jeg fik fat i en pose kirsebær på et farmers’ market i Dublins Temble Bar område, hvor man kan købe alt fra de lækreste chutneys, pesto og irske oste til slagterens hotdogs, som grilles mens man venter (ret god forretningsidé. Duften gør dem næsten uimodståelige). Jeg besluttede mig for at bruge dem i en portion muffins, som smagte så godt, at der var hårde forhandlinger om, hvem der skulle have de sidste med i madpakken i dag.

Læs mere…

Banan- og chokolademuffins

Jeg er gået lidt amok i køkkenet, siden jeg kom hjem fra Malta igår. Jeg må have savnet at lave mad, efter de mange dage vi spiste på restauranter (jeg klager nu ikke, maden var fantastisk). Som jeg tidligere har skrevet, lavede jeg tiramisu og coq au vin igår, mens jeg i dag har lavet marengs (har endnu en omgang i ovnen) og banan- og chokolademuffins. Tiramisuen og de lækre muffins skal spises hos min kærestes bror og dennes hustru i aften. Sidstnævnte har fødselsdag, så syntes ikke, at jeg ville nøjes med tiramisu, da man ikke rigtig kan stikke fødselsdagslys i sådan en dessert, uden det går galt. Desuden har de to små børn, som nok ikke vil sætte pris på rommen i tiramisuen, så jeg tænkte, at jeg også ville lave nogle muffins, så de få noget lækkert, og vi har noget at sætte lys i.

Læs mere…