Der kan være mange ulemper ved at bo, hvor jeg gør. Svinekæber er stort set umulige at opdrive, vejret indbyder ikke ligefrem til talrige grillaftener over sommeren, og alt for mange venner og bekendte foretrækker deres kød gennemstegt, hvilket betyder, at højrebstege, lammekøller og lignende er et no-go, når jeg holder middagsselskaber – for mig er det noget nær helligbrøde at gennemstege så smukke stykker kød. Der er dog en enkelt fordel, som jeg vist kun kan takke irernes mistænkelighed over for alt godt fra havet for. Blåmuslinger koster her håndører sammenlignet med priserne i eksempelvis København, hvor jeg spottede dem til 65 kroner per kilo, da jeg lagde vejen forbi tidligere på måneden. Prisen ville dog ikke stoppe mig, hvis lysten til blåmuslinger skulle sætte ind, og det gør den med jævne mellemrum. Når det sker, kan jeg ikke tænke på andet, før jeg har sat en ordentlig portion af de små, orange skaldyr til livs.
Jeg ved, at der er mange, som er en smule mistænkelige over for muslinger, og jeg er enig i, at de ser lidt underlige ud. Andre tænker måske, at de smager dejligt, men at de er alt for besværlige at tilberede selv. Jeg vil gerne opfordre alle til at give dem en chance, og ikke mindst til at lave dem derhjemme, for det kræver minimal indsats at få en portion som den på billedet til at smage som på de bedste, franske bistroer.
