Nogle gange er det mest enkle bare fantastisk lækkert, og det er denne dejlige efterårsret et godt eksempel på. Den består af kyllingefilet i en æblesauce serveret med rødbeder, kantareller og en terrine af forskellige rodfrugter. Anrettet på tallerkenen får den det der dejlige rustikke udtryk, som jeg er ret så glad for. Som beskrevet i første del af min fortælling om min skaldyrsrejse til Sverige, så var det frokosten på Villa Sjötorp, som er et lille og hyggeligt familiedrevet hotel (med restaurant), som ligger en times kørsel nord på Gøteborg. Personalet har efterfølgende har været så søde at sende mig opskriften, som jeg havde bedt om et par dage efter besøget – både så jeg kan dele den her, men også så jeg kan lave den selv, når jeg trænger til noget sundt og lækkert med efterårets og vinterens bedste råvarer.
I Irland bruger man ofte æbler sammen med svinekød, og jeg kunne forestille mig, at en svinemørbrad, eventuelt fyldt med svampe, også ville være lækker sammen med denne sauce samt det resterende tilbehør. I den oprindelige opskrift jævnes saucen ikke, men jeg kunne måske godt finde på at komme en spiseskefuld mel blandet med mælk eller bouillon i.





