Club sandwich med sprød parmaskinke

Der findes få måder at få gjort kål på en rest kylling, der slår en hjemmelavet club sandwich med det hele. Denne kreation blev til dagen efter, at min trang til sprød, ovnstegt kylling tog overhånd. Jeg endte med at langtidsstege en hel fugl, til trods for at jeg blot skulle lave mad til mig selv. Det resulterede naturligvis i en helt masse rester, så jeg besluttede mig derfor for at lave en club sandwich til frokost den følgende dag.

Sandwichen skulle eftersigende stamme helt tilbage fra slutningen af det 19. århundrede, hvor den blev serveret på de såkaldte “men’s clubs” – deraf navnet. Den klassiske club sandwich, der både er simpel og lækker, består af salat, agurk, tomat og kylling (eller kalkun) med sprød bacon og mayonnaise fordelt på tre skiver brød, som derefter skæres i trekanter og anrettes rundt om en bunke pomfritter. Man kan skam også snige en skive ost ind, hvis man skulle have lyst.

Jeg ønskede mig en sundere version, så jeg skiftede det hvide brød ud med groft, og i stedet for bacon brugte jeg parmaskinke, som jeg havde stegt sprødt i ovnen. Fritterne blev erstattet med en portion salat – medmindre appetitten er enorm, så bliver det i øvrigt en smule overvældende med tre skiver brød OG pomfritter. I stedet for blot at smøre mayonnaise på brødet, lavede jeg en dejlig karrydressing, som jeg fordelte på alle tre skiver brød i rigelige mængder.

Læs mere…

Salat med kylling, bacon, ost og hjemmelavede croutoner

Selv kødelskere som undertegnede trænger ind imellem til en lækker salat, så da jeg stod med en 1.750 g tung økologisk kylling i supermarkedet, og en weekend med babysitting og madlavning foran mig, tænkte jeg, at jeg skulle gøre en ære i at få så meget som muligt ud af de 158 kroner, som den knap så SU-venlige krabat koster.

Det resulterede  i ovenstående salat, som foruden kylling bestod af salatblade, rødløg, gulerødder, agurk, sprød bacon, ost i tern, de lækreste hjemmelavede croutoner og tomater plyndret direkte fra min mors drivhus. Dertil rørte jeg en dejlig karry- og mangodressing.

Læs mere…