
Muffins er en af de bedste ting at give sig i kast med, når man har lyst til at bage, men man ikke har tid til at bage en egentlig kage, da bagetiden på muffins er meget kortere. En anden fordel er, at de er nemmere at transportere, selv om de er pyntet med glasur. Det var netop årsagen til, at jeg gik i gang med at lave chokolademuffins i formiddags. Jeg og en veninde var inviteret til frokost hos en tidligere kollega, og da hun nævnte, at hun havde tænkt sig at købe en kage til at tage med, var jeg nødt til at insistere på at bage et eller andet lækkert til os (jeg bruger naturligvis enhver mulig undskyldning).
Jeg overvejede, om jeg skulle bage blåbærmuffins eller citronmuffins, men til sidst vandt chokoladetrangen, og resultatet var disse lækre chokolademuffins, der, som de fleste andre muffinopskrifter, er ganske lige til. Det bedste er nu, at de kan tilfredsstille selv den mest seriøse chokoladeelsker, da de foruden kakaopulver indeholder 100 gram chokolade, hvoraf en tredjedel smeltes med smørret og dernæst blandes i dejen, mens resten hakkes groft, så man finder små, lækre chokoladestykker, når man spiser dem (det bedste er at spise dem kort efter, de er kommet ud af ovnen, så chokoladen stadig er flydende).



