
Her til aften fik jeg min ældste veninde på besøg til aftensmad, da jeg skulle indvie køkkenet i mit nye hjem. Jeg er netop flyttet ind i en rigtig studenterhybel i hjertet af Århus, hvor jeg bor med en pige, som læser kunsthistorie og er sushikok (jeg kunne ikke tro mine egne ører, da jeg hørte det) og en medecinstuderende fra Sverige. Tilbage til madlavningen – jeg havde besluttet mig for at lave en god tærte og noget hjemmebagt brød, da min veninde er vegetar, men jeg havde glemt at tage højde for, at jeg skulle lave mad i et, for mig, fremmed køkken. Efter at have handlet ind kom jeg hjem og opdagde, at der alligevel ikke var noget hvedemel, som jeg både skulle bruge til tærtebunden og brødet, og endnu vigtigere – der var hverken vægt eller decilitermål. Jeg beklagede til min nød til min kære søster, som bor ret tæt på, og kort efter kom hun forbi med vægt, decilitermål, kagerulle og hvedemel (jeg har lovet at lave chocolate mud cake til hende, så snart jeg får mine køkkenting fra København).


