
De seneste par år har den efterhånden berømte chokoladekage med det meget beskrivende navn “mud cake” været min kage. Det er den kage, som tidligere kolleger stadig snakker om, og den kage, som min mor igen og igen beder mig om at bage til diverse sociale arrangementer i familien. Men som med så mange andre ting her i livet, var der en kage før mudcaken. I mit tilfælde var det banankage. Det var den kage, som jeg altid bagte, når der skulle deles kage ud i gymnasieklassen, da det var en nem løsning, som man ikke, uanset hvor meget man anstrengte sig, kunne ødelægge.
Dengang brugte jeg altid Arlas gode opskrift på banankage, som lå i et af de fedtede og slidte små hæfter fra det, der gik (og stadig går) under navnet Karolines Køkken. Det er også den opskrift, som jeg brugte under gårsdagens banankageproduktion – dog med flere modifikationer. Arlas kage ser en smule hverdagsagtig ud bagt i en brødform, selv om den efterfølgende overtrækkes med smeltet chokolade. Derfor valgte jeg at bruge en springform, så kagen i stedet blev rund. Da den var afkølet, blev den delt i to, hvorefter jeg smurte chokoladeganache i midten, lagde kagen sammen igen og smurte resten af chokoladeganachen på toppen og i siderne. Derefter pyntede jeg siderne med knuste valnødder, men andre slags nødder kan også bruges.


