Annonce

Lækre og luftige luciaboller

Luciaboller

Luciaboller, eller lussekatte som de hedder på den anden side af Sundet, er en svensk specialitet, som man traditionelt spiser til Luciadag den 13. december i Sverige. De safrangule boller er dog også populære i resten af julemåneden. De blev solgt adskillige steder, vi kom forbi, da jeg og en veninde besøgte Stockholm tidligere på måneden. Jeg nåede desværre ikke at sætte tænderne i én eneste, men har haft dem på hjernen lige siden. Et besøg hos familien i Århus blev derfor den perfekte anledning til at give mig i kast med min egen version af de lækre og luftige boller, som var et stort hit rundt om bordet.

De er lige så nemme at lave som enhver anden bolledej (forskellen er hovedsageligt tilsættelsen af safran, æg og ekstra smør og sukker), og med undtagelse af safran så kan de laves på ingredienser, som man finder i de fleste hjem, hvis man som jeg altid har smør, æg og mælk på køl. Når luciabollerne skal formens, kan man gøre det helt traditionelt med de omvendte S’er, eller man kan lægge to S’er oven på hinanden eller forme dem efter fri fantasi.

Lækre og luftige luciaboller

Luciaboller (svenske lussekatte)

Ingen bedømmelser endnu
Antal: 12 stk

Ingredienser

  • 75 g smør
  • 2,5 dl mælk
  • 25 g gær
  • 0,5 g safrantråde
  • 1 tsk. salt
  • 3 spsk. sukker
  • 1 æg (+ 1 til pensling)
  • 500 g hvedemel
  • Rosiner til pynt

Fremgangsmåde

  • Smelt smør i en gryde og tilsæt mælk. Blandingen skal være lillefingervarm. Smuldr gæret ud i blandingen og tilsæt safrantråde (knus dem evt. lidt med fingrene), æg, sukker og salt. Rør halvdelen af melet i og tilsæt resten lidt efter lidt. Hold lidt af melet tilbage. Dejen må ikke blive for tør. Ælt godt og grundigt sammen, gerne på røremaskine i ca. 5 minutter, og sæt til at hæve tildækket i 1 – 2 timer.
  • Slå dejen ned og del i 12. Rul ud til fingertykke pølser og form dem evt. til omvendte S’er, dobbelte S’er eller efter fri fantasi. Pensl med pisket æg og pynt med rosiner og lad luciabollerne efterhæve i ca. en time.
  • Forvarm ovnen til 225 grader og bag luciabollerne i ca. 10 minutter, eller indtil de er gyldne og gennembagte.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
1 Kommentar
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments