Salat med kylling, bacon, ost og hjemmelavede croutoner

Print opskrift

Selv kødelskere som undertegnede trænger ind imellem til en lækker salat, så da jeg stod med en 1.750 g tung økologisk kylling i supermarkedet, og en weekend med babysitting og madlavning foran mig, tænkte jeg, at jeg skulle gøre en ære i at få så meget som muligt ud af de 158 kroner, som den knap så SU-venlige krabat koster.

Det resulterede  i ovenstående salat, som foruden kylling bestod af salatblade, rødløg, gulerødder, agurk, sprød bacon, ost i tern, de lækreste hjemmelavede croutoner og tomater plyndret direkte fra min mors drivhus. Dertil rørte jeg en dejlig karry- og mangodressing.

Jeg brugte blot et enkelt kyllingebryst til to salater, så planen er at lave høns i asparges med resten af kødet til morgendagens aftensmåltid, mens vi til frokost vil nyde en hjemmelavet hønsekødsuppe lavet af kogevandet fra kyllingen, som dernæst fik lov til at simre ganske blidt med kyllingeskroget i et par timer.

Jeg brugte, som nævnt, kød fra en hel kylling, som jeg havde ladet simre stille og roligt i næsten to timer sammen med et par porretoppe, to gulerødder og cirka 10 sorte peberkorn. Man kan dog sagtens nøjes med at bruge en kyllingefilet eller to stegt i ovnen under sølvpapir i cirka 25 – 30 minutter ved 180 grader.

Osteternene var emmentaler, men andre faste oste kan sagtens bruges. Prøv eksempelvis den fantastiske Vesterhavsost, eller måske en god, lagret cheddar.

Opskriften her passer til to personer.

Ingredienser

  • et par skiver hvidt brød
  • 3 spsk olie
  • salt og peber
  • krydderier efter smag (jeg brugte et krydderurtemix)
  • ½ pakke bacon
  • 1 – 2 kogte/stegte kyllingefileter (se fremgangsmåde foroven)
  • en stor håndfuld blandede salatblade
  • ½ rødløg i tynde skiver
  • 1 gulerod i tern
  • 0,25 agurk, halveret og skåret i skiver
  • 2 store tomater eller et par små i store tern
  • 50 – 100 g ost i tern

Ingredienser til karry- og  mangodressing

  • 1 dl cremefraiche
  • 1 spsk mayonnaise
  • 1 – 2 spsk mangochutney
  • 1 spsk karry
  • 1 – 2 tsk citronsaft
  • salt og peber

Forvarm ovnen til 175 grader. Skær brødet i tern og vend det med en blanding af olie, salt, peber og krydderier. Bag dem i ovnen i cirka 10 – 15 minutter til de er sprøde og gyldne. Imens skæres bacon i mindre stykker og steges sprød på en varm pande. Skær kyllingen i mindre stykker og anret det sammen med croutoner, bacon, ost og salat på en tallerken.

Bland alle ingredienserne til karry- og mangodressingen, smag til, og lad den trække en smule inden servering.


Fik du læst:

Tærte med bacon, svampe og rucola
Lammekrone med sprød skorpe af urter og hvidløg
Salat med karamelliserede pærer, blå ost og valnødder


You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed.
You can leave a response, or create a trackback from your own site.

6 Responses to “Salat med kylling, bacon, ost og hjemmelavede croutoner”


  • Kommentar from Signe

    Lækker fyldig salat. Jeg er bare så vild med hjemmelavede croutoner :-)

  • Kommentar from Newyorkerbyheart

    Uhm, hvor ser det lækkert ud! :-D Jeg er helt solgt til sådan nogle “dinner salads”, som mætter, er flotte at se på og super lækre…..

    Mange hilsner
    Birthe

  • Kommentar from Marie Melchior

    Wow en fristende salat……mmm især croutonerne giver mig mundvand!
    KH
    Marie

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Signe
    De er så skønne. Eneste problem er, hvis man har lavet dem inden resten af maden, at det er svært at modstå fristelsen til at spise dem som snacks.
    Kh Nadia

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Birthe
    Du har jo også et særligt forhold til USA (jeg går ud fra, at det er den type, du mener, når du skriver “dinner salads”). Jeg husker tydeligt de salater, jeg fik, da jeg besøgte landet. Det er jo noget helt andet, end det man ser her i Europa :)
    Kh Nadia

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Marie
    Tak for din kommentar. De var også noget af det bedste ved salaten :)
    Kh Nadia


Svar