Foto: Nadia Mathiasen

Tag med et smut tilbage i tiden til dengang gåsen blev sendt til bageren, og se med når vi besøger en kokkepige i 1800-tallet, som laver klejner.

Julen er en travl tid for dem, som står for julemiddagen og den sprøde juleknas – og det er selv om, vi i dag kan købe det meste  i ethvert supermarked. Det kunne man ikke tilbage i de gode gamle dage, hvor juleforberedelserne begyndte lang tid i forvejen.

Tilbage i 1800-tallet, da vore tip-tipoldeforældre levede, var det at forberede sig til jul en ganske anden sag, fortæller museumsinspektør i Den Gamle By i Århus, Jens Ingvordsen, som har været ansvarlig for den museets populære juleudstilling siden 2005.

”Julemåneden var helt klart den travleste måned i køkkenet i gamle dage. Der var nok at gøre for kvinderne på gården. Det var dem, der stod for alt lige fra at brygge øllet til lave de stearinlys, der skulle bruges over julen,” fortæller han.

Overskud af mad

November måned blev kaldt Slagtemåneden, for da slagtede man alle de dyr, som man ikke havde foder til vinteren over. Det var et tidskrævende arbejde, så man sørgede for, at der aldrig blev slagtet på samme dag som naboen, da nabokonerne ofte hjalp hinanden med både udskæring og tilberedning kødet.

”Man kunne så sælge det, ryge det og koge det, men på trods af det stod man med et enormt overskud af mad midt i årets mest kedelige og mørke måned. Der var kun én ting at gøre, og det var at gå i gang med at spise det,” siger Jens Ingvordsen.

Ænder, som dengang blev kaldt fattigmandsgås, blev også spist, men en landmand i 1800-tallet kunne aldrig drømme om at spise en gås selv, da han kunne få penge for den. Ænderne kunne han til gengæld godt sætte tænderne i, da de ikke var lige så nemme at sælge.

Gåsen blev stegt hos bageren

Hos det bedre borgerskab i byerne spiste man gås. Selv om støbejernkomfuret gjorde sit indtog i de danske køkkener  fra midten af 1800-tallet, så var man stadig nødt til at sende gåsen til bageren, da det var for lille til at kunne klare en gås. Her var det nødvendigt med en god metode, så man sikrede sig, at købmandens køkkenpige ikke kom hjem med skomagerens lille, afpillede and.

”I København i midten af 1800-tallet ved man, at man tog et sæt spillekort og rev kortene i to. Den ene halvdel kom i rumpen på gåsen, den anden halvdel fik køkkenpigen med hjem. Når gæssene så skulle afhentes, var det nemt at se, hvilken gås der tilhørte hvilken køkkenpige,” fortæller Jens Ingvordsen.

Se nedenstående videoklip, hvor Dansk Julemad tager dig med tilbage i tiden, hvor kokkepigen laver klejner i 1864 i Den Gamle Bys levende museum.

Tag med en tur tilbage i tiden og hør hvordan den mad og drikke, vi sætter til livs juleaften, endte med at blive en del af den danske julemiddag.

Julen er en af de få gange om året, hvor vi spiser det samme år efter år. Man kan fristes til at tro, at det, vi sætter på bordet juleaften, er, hvad man har spist i flere hundrede år, men meget af julemaden går slet ikke så langt tilbage. Det forklarer forfatter og historier Benno Blæsild, som blandt andet har skrevet bogen Julens Traditioner.

Hør den tidligere juleinspektør i Den Gamle By i Århus fortælle historien bag de brune kartofler, rødkålens og julebryggens indtog på de danske middagsborde, og hvornår vi egentlig begyndte at spise gås, flæskesteg og risalamande juleaften.

Hør hvorfor vi spiser brunede kartofler

Hør hvorfor vi drikker juleøl

Derfor spiser vi gås

Derfor spiser vi flæskesteg og risalamande

Kålens indtog på de danske juleborde