Vinen til julemaden

Vinen til julemaden

Foto: SXC/Arkiv

Vælg en vin, som spiller sammen med og ikke imod anden, gåsen eller risalamanden. Vinhandler Arne Dalsgaard fortæller hvordan.

At vælge den helt rigtige vin til festmåltidet juleaften kan være noget af en udfordring. I de fleste danske hjem består julemiddagen af and eller gås, så det handler om at finde en vin, som kan give kontrast til den fede julemad. Det forklarer vinhandler Arne Dalsgaard fra Mahlers Vinhandel, Vinoble, i Århus.

Ifølge ham er vine fra både Sydfrankrig og Norditalien fornuftige valg. Han mener, at det ikke kan gå helt galt, hvis man vælger en Côtes du Rhône, som både har en dybde, nerve og en smule syre til at tage noget af alt det fede i maden.

”En Côtes du Rhône har typisk en god fylde og kraft, samtidig med at der er en vis friskhed i den,” siger Arne Dalsgaard.

Coca Cola-generationen

”Mange vælger oversøiske vine fra eksempelvis Australien eller Chile, som er for søde. Der er intet overraskende i dem. Godt nok får man meget vin for pengene, men vinen skal hellere være lidt tør, da det passer bedre til julemaden,” siger Arne Dalsgaard.

Arne Dalsgaard understreger dog, at der selvfølgelig intet er forkert i at vælge en sød vin, hvis det er det, der bedst falder i hak med ens smagsløg – også selv om det måske ikke lige er vinhandlerens bud på, hvad der komplimenterer andestegen, gåsen eller flæskestegen bedst.

”Det virker som om, at unge mennesker generelt godt kan lide den sødere smag. Vi havde en romsmagning for et stykke tid siden, hvor det var de sødeste, der var mest populære hos den yngre generation. De er jo vokset op med coca cola og den slags,” siger han.


Øl i stedet for vin

Selv om juleaften måske er en af de aftener om året, hvor man tænker, at egne og familiens smagsløg skal forkæles med den rigtig gode vin, så er der faktisk en anden populær drik, som passer særdeles godt til den traditionelle, danske julemad – øllen.

”Det er nok i virkeligheden det, der passer bedst til julemaden,” siger Arne Dalsgaard og fremhæver Grauballe Bryghus som et af de rigtig gode mikrobryggerier i Danmark.

Se nedenstående videoklip, hvor Arne Dalsgaard fortæller hvilke specifikke vine, som får sammenspillet mellem mad og drikke til at gå op i en højere enhed.

Se vinhandlerens forslag til hvilken aperitif, der vil vække glæde inden julemiddagen.

Se vinhandlerens bud på de vine, som passer bedst til den fede julemad.

Er du ikke til vin, eller har du lyst til at prøve noget andet, så prøv eksempelvis en af disse øl.

Se Arne Dalsgaards forslag til, hvad man kan drikke til risalamanden.