Foto: Marie-Louice Rotvel Pagh
Rødbedechutney er et fint og anderledes tilbehør til den traditionelle julemad. Prøv den til frikadellerne, leverpostejen eller til andre retter kolde som varme.
Den smukke farve gør den også til en nydelig gave pakket ind i cellofan.
Ingredienser
- 500 g rødbede i tern
- 150 g finthakkede rødløg
- 75 g rørsukker
- 1½ dl eddike
- 4 usvovlede abrikoser i tern
- 1 laurbærblad
- 6 hel allehånde
- 5 kardemommekapsler
- 2 nelliker
- 50 g friskrevet peberod efter smag
Alle ingredienserne på nær peberod simrer i en gryde i 1½ til 2 timer. Chutneyen skal være tyk og marmeladeagtig. Smag til med havsalt og friskkværnet peber. Lad derefter chutneyen køle godt af. Fisk de hele krydderier op, de er ubehagelige at bide i. Efter afkøling tilsættes chutneyen friskrevet peberrod.
Kom rødbedechutneyen på steriliserede glas og opbevar den på køl. Server den til både kold og varm julemad.
Opskrift af Marie-Louice Rotvel Pagh