Lakridstrøfler

Lakridstrøfler

Foto: Marie-Louice Rotvel Pagh

Den traditionelle julekonfekt har lutter søde og bløde smage. Det kan være en oplevelse at lege med nogle andre ingredienser der giver lidt kant, som for eksempel ved at tilsætte chili, ingefær eller lakrids.

Støbte trøfler som dissse er relativt nemme at lave og er et smukt indslag på konfektfadet til jul.

Ingredienser:

  • 200 g hvid chokolade
  • 1 dl fløde
  • 10 g flydende honning
  • 1 tsk lakridspulver
  • 50 g mørk chokolade til top og bund
  • 1 spsk mørk muscovadosukker
  • 1½ tsk lakridspulver

Smelt først havldelen af den mørke chokolade over vandbad eller i mikroovn og hæld den ned i hjørnet af en pose. Klip et lillebitte hul og sprøjt et tyndt lag i bunden af hver aluform.

Dernæst laves trøffelmassen. Hak den hvide chokolade og kom den op i en skål. Kog fløden op med honning og lakridspulver, inden den hældes over den hakkede chokolade. Rør rundt til chokoladen er helt smeltet og det er en glat masse. Kom den derefter i en pose og fordel massen i formene, der skal være ca 2 mm fri kant foroven. Lad trøflerne stivne et køligt sted i ca 2 timer.

Bland den mørke muscovado med lakridspulveret og stil det klart. Lav toppen efter samme fremgangsmåde som bunden og lad chokoladen stivne lidt. Sæt derefter trøflerne, en efter en, på en underkop mens de drysses med sukker/lakridsblandingen. Kom rigeligt på, det overskydende kan vippes af når chokoladen er stivnet helt.

Holdbarheden er ca 14 dage, opbevares et køligt sted.

Opskrift af Marie-Louice Rotvel Pagh