Annonce

Fiskefrikadeller med remoulade

Fiskefrikadeller med remoulade


Fiskefrikadeller smager så skønt, at de selv dem, der ikke er til fisk (en gruppe jeg tilhørte indtil for et par år siden), spiser dem med største velbehag. De er desuden er god måde at få børn til at spise fisk, og så tager de ingen tid at lave.
Man kan servere dem med kogte kartofler, men jeg foretrækker nu egentlig bare at spise dem med en skive rugbrød, en citronbåd og remoulade . Hvis humøret er til det, så laver jeg også en simpel gulerodssalat af revet gulerod og citronsaft eventuelt tilsat en smule rosiner.

Årsagen til dagens fiskefrikadelle-produktion var, at jeg bare måtte have dansk mad.  Sådan har det altid været ind imellem, når jeg har været i udlandet. Nogle gange har resultatet af min trang til dansk mad ikke være for heldig. Som da jeg boede i Hong Kong og opdagede Tulip’s dåseleverpostej i det lokale supermarked (hvad den lavede der, har jeg stadig svært ved at forstå: 1. Så mange danskere kan der da heller ikke bo i Hong Kong. 2. De danskere, der rent faktisk bor i Hong Kong, kan umuligt købe dette produkt mere end én gang).
Andre gange går det lidt nemmere som i dag, hvor jeg satte kursen mod Ikea, som ligger ganske tæt på, hvor jeg bor, og kom hjem med 4 bøtter ristede løg fra stedets svenske supermarked. I den lokale Tesco købte jeg to pakker rugbrød  og et halvt kilo torsk, som jeg sammen med lidt revet løg, en sjat mælk, lidt mel og salt forvandlede til ovenstående fiskefrikadeller.

Fiskefrikadeller med remoulade

Fiskefrikadeller med remoulade

5 fra 3 stemmer
Antal: 4 personer

Ingredienser

Fiskefrikadeller:

  • 500 g hvid fisk uden skind og ben (fx torsk eller sej)
  • 1 tsk salt
  • 3 spsk revet løg
  • 2 spsk mel
  • 1 æg
  • mælk
  • smør og olie til stegning

Hjemmerørt remoulade:

  • 1 dl picalilli pickles (sennepspickles)
  • 1 dl mayonnaise
  • 1 spsk. hakkede kapers (kan udelades)
  • 1 nip sukker (efter behov)

Fremgangsmåde

Fiskefrikadeller:

  • Fisken hakkes groft og kommes sammen med salt, løg, æg og mel i en blender, foodprocessor eller lignende. Blend ganske kort, til fiskefarsen er ensartet (blender du for længe, risikerer du, at den bliver sej i konsistensen).
  • Hæld fiskefarsen i en skål og tilsæt en smule mælk, til den har en passende konsistens.
  • Lad den hvile i køleskabet i mindst en halv time.
  • Form fiskefrikadellerne med en ske, og steg dem på en varm pande i olie og smør cirka 3 – 5 minutter på hver side.

Hjemmerørt remoulade:

  • Blend pickles og mayonnaise samt en smule kapers, til så grov eller fin konsistens, som du foretrækker din remoulade. Smag til med en smule sukker og eventuelt mere mayonnaise hvis nødvendigt.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
21 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments