Forførende hot pasta med chorizo

Mad fylder utroligt meget i mit liv. Det er vist en konstatering af det åbenlyse. At det fylder utroligt meget i stort set alle aspekter af mit liv, er måske knap så åbenlyst. Når jeg mødes med familien, er det maden vi samles om. Når jeg om få dage har fødselsdag, pakker jeg en lækker picnickurv og mødes med gode venner på en strand nord for København. Når jeg tager på ferie, bruger jeg timevis inden på at researche mig frem til de bedste kulinariske oplevelser, som destinationen har at byde på.

Når det gælder de mere romantiske aspekter af mit liv, er maden også et vigtigt element – ganske enkelt fordi det gør mig glad. En hummer eller to er at foretrække frem for en buket blomster (og det er til trods for, at jeg nok er lidt af en håbløs romantiker), og der findes få ting hyggeligere end middage i stearinlysets skær med ham (eller hende) den søde. Når det kommer til de hjemmelavede middage, så er det sjovt at gå helt amok med hjemmelavet mad i gourmetklassen (her kan jomfruhummersuppe, lammekrone og chokoladefondant anbefales), der kræver forberedelse og en nyligt ankommet løncheck, men lige vigtige er de små, hurtige middage, som man lige bakser sammen i en fart, mens den anden slapper af med et glas vin.

Læs mere…

Smagen af sommer | Spaghetti med asparges og ærter

Aspargessæsonen er så kort, at før man får set sig om, er den omme. Her kommer en opskrift på en utrolig lækker sommerret med de grønne og hvide stængler, inden sæsonen går på hæld lige om lidt, og vi atter skal vente månedsvis på denne lækre spise. Jeg har her valgt at servere dem med fuldkornsspaghetti, hvidvin, fløde og ærter. Det er en perfekt ret at lave, hvis man lige har et par asparges i overskud. Man kan både bruge hvide og grønne asparges. Sidstnævnte især giver et visuelt smukt resultat, og for mig er det næsten lige så vigtigt som smagen.

Retten er i uden kød, men hvis man trænger til lidt protein, så kan man eventuelt tilsætte lidt kogt eller stegt kylling, bacon eller min favorit, som er parmaskinke eller lignende stegt sprød i ovnen. Man kan også overveje at lave et par parmesanchips til. Riv blot lidt parmasan, og fordel det jævnt i den ønskede form på en bageplade beklædt med bagepapir. Stil dem herefter i en varm ovn (jeg bruger 200 grader ved varmluft), indtil de er flot gyldne. Alt efter ovnen tager det nok en 5 – 10 minutter. Lad dem køle af, inden de lægges over retten lige inden servering.

Læs mere…

Pasta penne i cremet gorgonzolasauce med spinat og valnødder

Jeg husker tydeligt mit første, nære bekendtskab med blåskimmelost. Det skete på en strand i Hornbæk en sommeraften for år tilbage, hvor en ven havde lokket mig til at prøve pizza med gorgonzola. Hvilken åbenbaring! Indtil dette øjeblik var blåskimmelost for mig intet andet end unaturlig menneskeføde, som jeg ind imellem spottede i køleskabet i mit barndomshjem. Min fars yndlingsost var en stinkende, blå sag, som, jeg frygtede, ville bide hånden af mig, hvis jeg kom for tæt på. I dag kan end ikke førnævnte ost få mig til at løfte øjenbrynene, og jeg spiser gladeligt alle (okay de fleste) blåskimmeloste – gerne med sprøde kiks og hjemmelavet chutney, hvis det skal være helt perfekt.

For mig var det et spørgsmål om at blive introduceret til blåskimmelosten gradvist, og en mild gorgonzola var derfor en god løsning. På en pizza eller i en cremet sauce som her fungerer det endda endnu bedre, for i stedet for at smage direkte af blåskimmelost i dens rene form, giver det mere en slags aroma, som smelter smukt sammen med resten af smagsnuancerne.

Læs mere…

Spaghetti med italienske kødboller i tomatsauce

Som de fleste (pige)børn, der voksede op i 80′erne, elskede jeg Lady & Vagabonden. Jeg tror, de fleste husker scenen, hvor den galante Vagabond triller den sidste kødbolle over til den yndige Lady under stjerner og vasketøj i en baggård bag en restaurant. Mellem os, så er det noget, jeg altid haft en sær trang til at gøre ham kunsten efter, men af hygiejniske årsager og fordi jeg er udstyret med en fantasi, der er levende nok til at kunne forestille mig det forfærdede udtryk på den udvalgte medspisers ansigt, er det noget, jeg overlader til vore pelsede venner. Det afholder mig naturligvis ikke fra at lave denne lækre sag, når jeg får lyst til noget, som måske til trods for navnet ikke er helt autentisk italiensk, men som under alle omstændigheder tilfredsstiller og gør glad.

Spaghetti med italienske kødboller i tomatsauce er en dejlig nem ret. Den minder både om lasagne og spaghetti bolognaise med dens mix af oksekød, pasta og tomat, og den er lige så nem at lave. Man kan dog også vælge af bruge en blanding af svinekød og oksekød, hvis man skulle have lyst til det.
Læs mere…

Spaghetti med svampesauce og sprød, lufttørret skinke

Hvert eneste efterår fortæller jeg mig selv, at nu skal det være: jeg skal på svampejagt! Den kedelige sandhed er dog, at det endnu ikke er sket. Blandt andet fordi det kræver  koordinering med sted, tid, venner, transport og så videre, men også fordi at jeg i mangel af kendskab til danske svampe (og udenlandske for den sags skyld) uden tvivl vil ende med at forgifte mig selv og alle dem, der kommer i nærheden af mit køkken. Heldigvis for mig og andre svampeelskere, der ikke kan kende forskel på grøn fluesvamp og dens spiselige look-alikes, har supermarkederne ofte et godt udvalg af forskellige svampe især i efterårsmånederne, mens man resten af året altid kan få fat i champignons.

Opskriften her er inspireret af den svampebruchetta, jeg skrev om for nogle dage siden. Dengang brugte jeg blandede svampe som kantareller, østershatte og markchampignon, mens jeg denne gang nøjedes med at bruge den bakke champignon, som havde gemt sig på et af køleskabets hylder i nogle dage, og som trængte til at blive spist snarest. Kan man ikke få fat i andre friske svampe end champignon, og man ønsker en lidt mere intens svampesmag, end disse kan levere, så kan man købe en pose tørrede svampe. Blend dem til et fint pulver, og kom en spiseskefuld i saucen med champignon. Det var et trick, jeg lærte af Flemming Rune, formand for Foreningen til Svampekundskabens Fremme, da jeg interviewede ham for et stykke tid siden.

Læs mere…