Bønnesalat

Bønnesalat kan sådan set dække over mange ting, og det er måske i virkeligheden muligheden for variation af selvsamme salat, som jeg kan godt kan lide ved denne lækre og farverige sag. At det så både er sundt og proteinrigt er naturligvis et andet plus. Sidstnævnte er især noget jeg tænker over, hvis hele måltidet er uden kød. Det er en sjældenhed her i huset, men jeg forsøger da ind imellem.

Her har jeg brugt de store, flotte limabønner – på engelsk butter beans -, som blandt andet kan købes både tørrede og på dåse hos etniske grønthandlere. Sammen med fine økologiske tomater fra Torvehallerne fik de følgeskab af finthakket rødløg og chili, mens dressingen var olie, citronsaft, hvidløg og bredbladet persille, som blev blendet sammen med salt og peber. Det er en kraftig, stærk og syrlig bønnesalat, men smagsbalancen justeres naturligvis blot efter, hvad man lige har lyst til. Læs mere…

Haydari (fetadip med peberfrugt)

Nogle retter forbinder jeg med “herremad”, mens andre for mig hører til den mere tøsede genre. Tærter og cupcakes hører for mig til sidstnævnte, mens store saftige stykker rødt kød, pulled pork og alt under Hüttemeiers Herremiddag-afsnit i den store, gule bog hører til den første. Sådan er det også lidt med dips. Jeg kender flere af hankøn, som ikke kan udstå hummus, mens ovenstående fetadip, haydari, er blevet lovprist af mange. Sidst var, da en flok venner var inviteret til en afslappet middag en fredag aften, hvor jeg ønskede at lave en let og lækker middag i stedet for at stå i køkkenet i timevis, som jeg alt for ofte har for vane. Her blev ovenstående dip serveret sammen med en limabønnesalat, letsyltede peberfrugter, oliven, og ost som en tapasagtig forret. Er der nogle retter, som i ser som “feminine” eller “maskuline”?

Læs mere…

Grønne linser fra Puy med karamelliserede løg

Det er yderst sjældent, at man finder en vegetaropskrift på bloggen, og da jeg var i gang med at oprette denne, opdagede jeg, at jeg ikke engang har en kategori, der hedder “vegetaropskrifter”. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker store, saftige stykker kød, men en sjælden gang i mellem synes jeg alligevel, at det kan være en god idé at tage en kødfri dag – ikke mindst fordi vi danskere helt generelt spiser for meget kød (det belaster miljøet og alt det der).

Her er muligheden – en dejlig, sund og proteinrig servering, som kan være rigtig dejlig her i januar ovenpå al den tunge julemad. Den kan spises alene, sammen med brød, måske med en god tærte eller lignende. Vil man ikke undvære kødet, vil den også være intet mindre end fremragende som tilbehør til et par af slagterens bedste pølser eller et confiteret andelår – faktisk er opskriften inspireret af en ret, jeg ofte har spist på The Market Bar i Dublin, hvor den netop serveres med confit de canard. Læs mere…

Kikærtesalat med chili, peberfrugt og feta


Ind imellem kan det der med salater være en halvkedelig affære. Jeg har selv haft tendens til at lave det samme igen og igen, når jeg trænger til lidt grønt tilbehør, og det er ærgerligt. Det kræver blot en smule omtanke, når ingredienser sættes sammen, og pludselig kan man stå med det lækreste og det mest vanedannende tilbehør til grillmaden, kyllingen eller en god tomattærte, som det var tilfældet, da jeg lavede ovenstående kikærtesalat.

Jeg havde et par venner på besøg til middag, inden vi skulle ud i det københavnske natteliv, og havde sat mig for at lave tomattærten. Tilbehøret blev en cremet spidskålsalat med ananas, hjemmebagt foccacia og denne kikærtesalat med rød peberfrugt, tomater, rødløg, persille, feta og en lille smule finthakket chilipeber. Dressingen var ganske enkel: olivenolie og saften af det meste af en citron samt salt og peber. Lad gerne salaten trække noget tid, så smagene rigtig trænger ind.

Læs mere…

Pasta penne i cremet gorgonzolasauce med spinat og valnødder

Jeg husker tydeligt mit første, nære bekendtskab med blåskimmelost. Det skete på en strand i Hornbæk en sommeraften for år tilbage, hvor en ven havde lokket mig til at prøve pizza med gorgonzola. Hvilken åbenbaring! Indtil dette øjeblik var blåskimmelost for mig intet andet end unaturlig menneskeføde, som jeg ind imellem spottede i køleskabet i mit barndomshjem. Min fars yndlingsost var en stinkende, blå sag, som, jeg frygtede, ville bide hånden af mig, hvis jeg kom for tæt på. I dag kan end ikke førnævnte ost få mig til at løfte øjenbrynene, og jeg spiser gladeligt alle (okay de fleste) blåskimmeloste – gerne med sprøde kiks og hjemmelavet chutney, hvis det skal være helt perfekt.

For mig var det et spørgsmål om at blive introduceret til blåskimmelosten gradvist, og en mild gorgonzola var derfor en god løsning. På en pizza eller i en cremet sauce som her fungerer det endda endnu bedre, for i stedet for at smage direkte af blåskimmelost i dens rene form, giver det mere en slags aroma, som smelter smukt sammen med resten af smagsnuancerne.

Læs mere…