Aspargessuppe på friske asparges

Den danske aspargessæson er så kort, at den er oftest er ovre, før aspargesentusiaster kan nå igennem alle de retter, de gerne vil lave med de sprøde stængler. En god omgang høns i asparges er altid godt, og det samme gælder sprøde og lækre salater med asparges. Den anden dag lavede jeg også kyllingefrikasse med både hvide og den grønne asparges. Mulighederne er mange med denne sæsonspise, som netop titter op fra landmændenes marker lige nu, og som jeg i går brugte til at lave årets første aspargessuppe.

Jeg fik fat i disse stængler på et hyggeligt marked i en franske by Revel en times kørsel fra Carcasonne, som jeg besøgte i weekenden. Formålet med turen var et besøg på en madlavningsskole, hvor en michelinkok skulle guide i alt syv deltagere gennem udsøgte franske retter. Inkluderet var et besøg på markedet, som måske nok var højdepunktet i weekendens program. Læs mere…

Suppe med wontons og urter

Wontons er en af de asiatiske lækkerier, som jeg altid har elsket, men som jeg aldrig rigtig har taget mig sammen til at lave, hvis man da lige ser bort fra den friturestegte udgave. Da min mor serverede en portion dagen før juleaften, blev jeg mindet om, hvor forbandet godt de smager, så da jeg havde en stille afslapningsweekend foran mig, kom de på menuen. De er så lette at lave, at jeg slet ikke kan forstå, at jeg ikke har lavet dem før nu. Det eneste tidskrævende i denne opskrift er sådan set suppen, men selv her er der ikke det store arbejde i det. For at lave den kræver det blot en stor gryde, en kylling, lidt suppeurter og et par timers tålmodighed.

Jeg lavede kyllingesuppen dagen før ved at koge en kylling sammen med porretoppe og gulerødder. Efter kyllingen var kogt færdig (det tager cirka en time afhængig af størrelse – man kan se, at den er færdig, når benene sidder løst, og kødet nemt falder fra benene), pillede jeg kødet fra og kom benene tilbage i gryden, som fik lov til at boble videre ganske stille og roligt i et par timer. Suppeurter og kyllingeben blev slutvist siet fra, og suppen kom på køl. Det gode ved at lave suppe/fond, dagen inden den skal bruges, er, at fedtet bliver hårdt og samler sig i toppen. På den måde er det nemt at fjerne med en ske.

Læs mere…

Adriaans muslinger med grønt

Adriaan, som jeg mødte under Skaldyrsafarien i Sverige, var så venlig at sende mig opskriften på de hvidvinsdampede muslinger, som han serverede for os på klipperne ud til kysten i Lysekil, efter han og medkaptajn Lars havde vist os deres muslingefarm. Blåmuslinger er noget af det bedste, jeg ved, og jeg har allerede lagt min version af den dejlige spise ud på bloggen (se opskriften på hvidvinsdampede blåmuslinger med gulerod og fennikel). Når jeg besøger restauranter, forsøger jeg ofte at bestille ting, som jeg ikke sådan lige kan lave derhjemme – og slet ikke de retter, som kan bikses sammen på ingen tid. Blåmuslinger hører til undtagelsen – ene og alene fordi, at de smager så godt.

Adriaans version af de dampede blåmuslinger har en del grøntsager i, hvilket jeg godt kan lide. Hvis muslingerne er dyrket på line, er der ikke den store grund til at skrubbe dem som en vanvittig. Bare vask dem grundigt, hiv “skægget” i siden af og kassér de åbne muslinger, der ikke lukker sig efter et let bank mod bordet.

Har du et tip til gode retter med blåmuslinger?

Læs mere…

Blåmuslinger med gulerod og fennikel

 

Der kan være mange ulemper ved at bo, hvor jeg gør. Svinekæber er stort set umulige at opdrive, vejret indbyder ikke ligefrem til talrige grillaftener over sommeren, og alt for mange venner og bekendte foretrækker deres kød gennemstegt, hvilket betyder, at højrebstege, lammekøller og lignende er et no-go, når jeg holder middagsselskaber – for mig er det noget nær helligbrøde at gennemstege så smukke stykker kød. Der er dog en enkelt fordel, som jeg vist kun kan takke irernes mistænkelighed over for alt godt fra havet for. Blåmuslinger koster her håndører sammenlignet med priserne i eksempelvis København, hvor jeg  spottede dem til 65 kroner per kilo, da jeg lagde vejen forbi tidligere på måneden. Prisen ville dog ikke stoppe mig, hvis lysten til blåmuslinger skulle sætte ind, og det gør den med jævne mellemrum. Når det sker, kan jeg ikke tænke på andet, før jeg har sat en ordentlig portion af de små, orange skaldyr til livs.

Jeg ved, at der er mange, som er en smule mistænkelige over for muslinger, og jeg er enig i, at de ser lidt underlige ud. Andre tænker måske, at de smager dejligt, men at de er alt for besværlige at tilberede selv. Jeg vil gerne opfordre alle til at give dem en chance, og ikke mindst til at lave dem derhjemme, for det kræver minimal indsats at få en portion som den på billedet til at smage som på de bedste, franske bistroer.

Læs mere…

Bruschetta med svampe

For et par dage siden spurgte en læser, om jeg havde et forslag til, hvad han kunne servere inden en omgang osso buco. Jeg tænkte, at han ville have mere at vælge imellem (i stedet for de par forslag jeg kunne diske op med), hvis jeg stillede spørgsmålet på min facebook-side. Det kom der en masse interessante forslag ud af, og et af dem var bruschetta med svampe. Siden har jeg ikke været i stand til at tænke på andet, og som beskrevet i gårsdagens post om fastelavnsboller, så er den eneste kur naturligvis at indtage en portion.

Jeg havde købt en bakke blandede svampe bestående af kantareller, østershatte og hvad jeg mistænker for at være brune markchampignon. Man kan dog også bruge helt almindelige champignons. Svampene kom på en pande, hvori jeg havde sauteret en smule løg. Stege, stege, stege. En sjat fløde og en sjat marsala, og svampene er klar til at komme på sprøde brødskiver, så snart de er smagt til med salt, peber og en smule citronsaft (jeg havde ikke citron, så jeg brugte balsamicoeddike i stedet. Pas dog på – der skal ikke meget til, før det bliver for sødt).

Læs mere…