
Den der overflod af tilbud-sites, vi lige nu oplever herhjemme, er efterhånden noget, jeg har meldt mig lidt ud af. Nu er det ikke sådan, at jeg aldrig kunne finde på at bruge dem igen – det er trods alt dejligt med rabat, når man spiser ude (det var primært restaurantbesøg, jeg var interesseret i, da jeg fulgte med i strømmen af tilbud), men der er en hel del negative ting forbundet med dem. Først og fremmest er der langt mellem tilbudene på kvalitetsoplevelser. Det er i hvert fald min personlige opfattelse. Og så er der også det med, at restaurationsbranchen herhjemme er så presset i forvejen, at man godt kan regne ud, at der er meget lidt overskud på bundlinjen, når både gæsten skal have en stor rabat, samtidig med at tilbudssiden også skal have en bid af kagen. Det med at skulle stå og fedte med udprintede værdibeviser er heller ikke noget, der ligefrem tiltaler mig. Jeg er sjældent i nærheden af en printer, så det ender ofte med at blive noget være bøvl.
Da jeg spottede Early Bird for et par måneder siden, tænkte jeg, at her var der endelig et koncept, som ikke bare lokker med restaurantoplevelser på nogle af byens bedre spisesteder (der er blandt andet en michelinrestaurant med i ordningen), men hvor restauratørerne rent faktisk også får noget ud af at være med. Det foregår således, at restauranterne på selve dagen sætter et bestemt antal borde til salg til cirka 2/3 af prisen. På den måde får de stadig en rimelig betaling, samtidig med at de kommer af med borde, som sandsynligvis ville ende med at stå tomme. Derfor synes jeg, at det er et fint koncept, som alle, der godt kan lide spontane madoplevelser (og hvem kan ikke det?), kan bruge .


