Porchetta – langtidsstegt italiensk rullesteg med friske urter

Duften fra ovnen er næsten ubeskrivelig, når den italienske rullesteg, porchetta, langsomt forvandles fra råt svineslag bundet sammen med urter og hvidløg i midten til den rene gudespise. Fantastisk er den sammen med ovnstegte kartofler og skyen fra stegen, og i gårsdagens tilfælde også bagt græskar og lynstegt savoykål med røget bacon, løg og bladselleri. Måske endnu bedre er den i et stykke brød eller i en burgerbolle dagen derpå.

Det bedste ved denne steg er nu næsten, at der virkelig ikke skal meget arbejde til. Særligt ikke hvis du har en god slagter, der kan skære ben fra, trimme for ekstra fedt og ridse sværen. Så er det bare om at kaste en håndfuld af yndlingsurterne i en morter eller en blender, eller hakke det hele i hånden, sammen med lidt hvidløg. Støde, støde, støde, gnide grissebassen ind, rulle, rulle, rulle. Mere er der ikke i det. Man kan i øvrigt også tage en eller to skiver tørt hvedebrød og blende det til brødkrummer, som drysses over svineslagets inderside sammen med lidt hakket løg, inden den bindes sammen. Læs mere…

Spaghetti med italienske kødboller i tomatsauce

Som de fleste (pige)børn, der voksede op i 80′erne, elskede jeg Lady & Vagabonden. Jeg tror, de fleste husker scenen, hvor den galante Vagabond triller den sidste kødbolle over til den yndige Lady under stjerner og vasketøj i en baggård bag en restaurant. Mellem os, så er det noget, jeg altid haft en sær trang til at gøre ham kunsten efter, men af hygiejniske årsager og fordi jeg er udstyret med en fantasi, der er levende nok til at kunne forestille mig det forfærdede udtryk på den udvalgte medspisers ansigt, er det noget, jeg overlader til vore pelsede venner. Det afholder mig naturligvis ikke fra at lave denne lækre sag, når jeg får lyst til noget, som måske til trods for navnet ikke er helt autentisk italiensk, men som under alle omstændigheder tilfredsstiller og gør glad.

Spaghetti med italienske kødboller i tomatsauce er en dejlig nem ret. Den minder både om lasagne og spaghetti bolognaise med dens mix af oksekød, pasta og tomat, og den er lige så nem at lave. Man kan dog også vælge af bruge en blanding af svinekød og oksekød, hvis man skulle have lyst til det.
Læs mere…